Tør du åbne din afdeling?


En ny undersøgelse viser, at vi danskere er verdens lykkeligste folk. En af flere årsager er nok, at vi har verdens højeste boligstandard og måske også verdens bedste almene boligsektor. Det kan vi se, når vi sammenligner os med andre lande.


Lejlighedsvis, august 2008

At vi har det godt betyder ikke, at vi ikke kan gøre det bedre. Vi skal blive ved med at udvikle og sætte spørgsmålstegn ved den måde, vi gør tingene på. Derfor ser jeg frem til, at vi nu skal arbejde videre med den nye rapport fra regeringen, der ser nærmere på styringen af den almene boligsektor. Rapporten er blevet til i samarbejde med boligselskaber og kommuner og ser bl.a. på områder som udlejning, administration og råderet.

Det hele handler dog ikke kun om styring, men også om hvordan vi bor og lever med vores familier, naboer og resten af samfundet.

Mange af artiklerne i dette nummer af Lejlighedsvis tager netop dette tema op. Hvad lægger vi selv vægt på, når vi bor? Det handler både om udeliv, om netværk, om lokale initiativer og om samarbejde med andre.

En særlig tendens, som jeg gerne vil nævne her på lederpladsen, er ønsket om, at boligområderne åbner sig op over for resten af samfundet. Ikke nok med at andre kan lære af, hvordan vi bor, men vi får også selv noget ud af det.

I hovedhistorien kan man læse om Lejerbo-afdelingen i Frederiksværk, der lod tv-produktionen af serien ”Sommer” benytte deres fællesrum. Udover en spændende oplevelse, er sammenholdet i afdelingen blevet større, netop fordi beboerne var villige til at åbne deres afdeling op for andre.

Tør du åbne din afdeling?


Af Palle Adamsen, administrerende direktør