Lejerbos initiativpris
Hovedbestyrelsen vil sætte pris på initiativer ud over det sædvanlige. Er det din afdeling eller organisation, der skal modtage den første initiativpris i Lejerbos historie?
Lejlighedsvis, februar/marts 2008
 |
| Illustration © Trine Askløf |
Lejerbos afdelinger sprudler med spændende projekter og initiativer, der gør livet som beboer endnu bedre. Tror vi nok. For sprudler de gode initiativer, så kniber det måske mere med at få gjort dem synlige og med at få delt ud af erfaringerne.
Hovedbestyrelsen har derfor besluttet sig for at oprette en pris, som skal fremhæve, understøtte og inspirere ekstraordinære initiativer i de lokale afdelinger og organisationer.
Vind op til 10.000 kr.
Prisen uddeles med en førstepris på op til 10.000 kr. Hvis der viser sig at komme mange gode forslag, kan hovedbestyrelsen eventuelt også uddele en andenpris og en ”spirepris”.
Det vil sige en pris for en god idé, der endnu ikke er ført ud i livet. Første gang, prisen skal uddeles, bliver i forbindelse med landsrepræsentantskabsmødet den 15. og 16. maj 2008.
Det er afdelingen eller organisationen, der modtager prisen, og ikke enkeltpersoner.
Der skal være skabt rum for liv
Initiativerne skal på ekstraordinær måde skabe rum for liv, som der står i Lejerbos mission. Hovedbestyrelsen har i år valgt, at prisen skal uddeles inden for et af de følgende tre emner:
- Initiativer, der på enestående vis har udviklet og styrket beboerdemokratiet i afdelingen eller organisationen
- Initiativer, der på enestående vis har taget fat på den boligsociale indsats og evnen til at bo
- Initiativer, der på enestående vis har iværksat et samarbejde med lokalområdet til glæde for beboere og naboer.
Ansøgningen skal sendes til Lejerbo, Fritidsafdelingen, Gl. Køge Landevej 26, 2500 Valby, att. Anja Vester eller på mail anj@lejerbo.dk senest den 25. marts 2008.
Så det er bare om at kridte skoene og komme i gang!
Af Tine Staun Petersen