Man mister noget af livet, hvis man ikke leger


Bent Sode, 57 år, Holbæk

Hvorfor har du en have fyldt med skibe og jernbane?

Foto: Mikal Shlosser


Jeg har lige fra jeg var barn været fascineret af små modeller. Jeg startede med sejlbåde i den lille sø, men synes ikke de var levende nok, så nu er der også en jernbane. Det forestiller et udsnit af Sallingsund, for at gøre det mere virkeligt. Der er gået noget tid med at renovere og vedligeholde, siden jeg startede i 1993.

Er du en barnlig sjæl?
Det er jeg nok. Jeg mener, at man mister noget af livet, hvis man ikke leger og er i kontakt med de barnlige sider af sig selv. Børnene, der kommer i haven, er også nemme at få i snak og er imponeret over, at en mand på min alder stadig leger med modelskibe og jernbaner.

Så du har benyttet råderetten for at indrette haven?
Ja. Afdelingen består af parcelhuse, hvor råderetten bliver flittigt brugt. Det er nogle meget billige huse, som vi bl.a. selv maler. Selvom vi bor i hvert vores hus, synes jeg, sammenholdet i afdelingen er rigtig godt.