Lysten driver værket


Hvordan får man et netværk, der hvor man bor? For rigtig mange beboere i Lejerbo er svaret klubber. Jeg har inviteret mig selv til Mølleåparken i Lyngby, hvor en lille velfungerende malerklub har til huse.

Lejlighedsvis, februar/marts 2009

Lis Monfedlt, til højre, opfordrer andre i
Lejerbo til at tage chancen og starte en
klub.

Foto: Mikal Schlosser

Området omkring Brede og Mølleåen forbinder mange med Frilandsmuseet, udflugter med skolen og kanoture. Et åretag derfra ligger Lejerbos afdeling i Mølleåparken med 48 beboere. De 10 af dem er med i den lokale malerklub, Klatmalerne, anført af kunstner og beboer Margit Foss.

Da de idylliske omgivelser er klædt i gråt og vådt, mødes klubben i stedet i afdelingens kælder. De bare, hvide vægge og lange vandrør leder tankerne hen på varmemesterens kontor og vaskerum, men lyden af glade kvindestemmer og duften af frisklavet kaffe viser mig, at jeg er havnet det rigtige sted. Det må være her Klatmalerne holder til.

I rummet sidder ti kvinder rundt om et langt bord med hver deres malerstativ, og penslerne dyppet i acrylmalingen. Velkomsten varmer på en kold vinterdag, men hjælpes også godt på vej af varmen fra malerlamperne.

Ingen transport og ingen regn
Lis Monefeldt har boet i afdelingen i 33 år og er en af de faste gæster, når malerpenslerne er fremme. Hun har været med til mange aktiviteter i afdelingen i årenes løb, men det er første gang, at det er en fast klub, der trækker.

”Vi har tidligere lavet enkeltstående arrangementer fx fastelavn, da børnene var små, men en egentlig klub har vi ikke haft i afdelingen. Fordelen er, at det ligger så tæt på. Vi skal bare ned ad trapperne. Ingen transportmidler og ingen regn. Det er så dejligt nemt.”

Afdelingsformand, Annie Smith,
forsøger sig her med Verdi, men
næsen og farven driller lidt.

Foto: Mikal Schlosser
Du taber ikke på det
Klubben er ikke opstået af sig selv. Den er der, fordi folk har lyst til det. Lis
Monefeldt er sikker på, at det er sådan, man skal starte, hvis en klub skal blive til noget.

”Det er lysten, der driver værket. Hvis du har lyst til det, og chancen er der, så tag den. Der er ikke noget, der kommer ind ad døren selv. Take it or leave it. Du taber ikke noget på det.”

Det var også sådan det tomme kælderrum blev omdannet til malerklub. Folk skaffede selv bordet og sofaen, og billederne på væggen var ikke svære at finde i en malerklub. Hvor lokalet før var optaget af et ødelagt bordtennisbord, er der nu et fælles mødested for afdelingen, som kan være med til at skabe nyt liv.

Alle kan være med – også mændene
Annie Smith, der er afdelingsformand, maler i aften med inspiration fra Verdi. Ansigtet på lærredet er ifølge hende selv blevet lidt for brunt, og næsen ser ikke rigtig ud, men det generer hende ikke.

10 kvinder mødes en gang om måneden
og maler. Kunstner Margit Foss, til højre,
er initiativtager.

Foto: Mikal Schlosser

”Vi er her, fordi vi snakker godt sammen og har et godt sammenhold. Man kan godt have nogle fordomme om hinanden, inden man er med i en klub, men hernede lærer vi hinanden bedre at kende. Vi får også nemmere ved at snakke sammen, når vi fx mødes i Netto eller på gaden.”

Med ti kvinder rundt om bordet den aften får det mig til at spekulere på, om det i virkeligheden er en kvindeklub, jeg er på besøg i og først i anden række en malerklub. Men det holder ikke ifølge Lis Monefeldt.

”Vi er ikke en snakkeklub, men snakker meget fagligt om hinandens billeder og teknikker. Hvis mændene ikke tør komme, så er det mændenes problem. Vi holder en fernisering på et tidspunkt. Det kan måske være med til at give dem sparket.”

Malerklubben er første skridt
Malerklubben har været første skridt for mange af deltagerne, men i løbet af aftenen bliver det tydeligt, at der er mange andre ideer på vej. Nogle vil lave mere håndarbejde eller decoupage. Andre taler om papirfremstilling. Og måske kommer der en fyraftensklub, hvor folk kan komme forbi om eftermiddagen, så det passer med arbejde og spisning.

Lige inden jeg bevæger mig fra kælderlokalets varme og ud i kulden, får klubben besøg af en dreng, der straks får pensel og lærred stukket i hånden. Skridtet fra ti kvinder, der maler, til aktiviteter for en hel afdeling er så småt taget.

Af Terkel Kunding