Midt i en medieorkan


I sensommeren bragede historien om nabochikane på Belvederevej i Helsingør pludselig igennem i de danske nyhedsmedier. Afdelingsformand Elisabeth Dreijer Sørensen var en af dem, det stod i orkanens øje.

Lejlighedsvis, november/december 2009

På en måde har vi fået hverdagen tilbage. Nu behøver vi i hvert fald ikke længere sætte ting for dørene, når vi skal sove,” siger hun.

Elisabeth Dreijer Sørensen afmåler en skefuld kaffepulver og overhælder den med dampende vand fra termokanden, mens familiens kat smyger sig rundt mellem stolebenene.

Sådan en stille mandag formiddag på Belvederevej i Helsingør kan det være svært at forestille sig det drama, der udspillede sig her på matriklen for få måneder siden, da en familie af libanesisk afstamning chikanerede de andre beboere, blandt andet med opsprættede bildæk, knuste ruder og voldstrusler.

Lavinen rullede
Helt galt gik det sidst i august, da familien fysisk overfaldt flere af de andre beboere. Det blev dråben for boligforeningen. Lejerbo meldte ud, at man ville evakuere de 23 familier, der var ramt af chikanen. For 39-årige Elisabeth Dreijer Sørensen, der til daglig er afdelingsformand, blev det startskuddet til en tur gennem den store mediemølle:

”Vi havde håbet på at få de lokale medier i tale, så borgmesteren blev nødt til at gribe ind,” fortæller hun.

Elisabeth forsøgte at få Helsingørs
borgmester til at gribe ind. Hun endte
med interviews i de fleste landsdæk-
kende medier.

Foto: Jacob Nielsen


Det viste sig at være en forsigtig målsætning. For inden hun havde set sig om, havde hun stillet op til interview i stort set alle toneangivende medier i Danmark.

”Det begyndte med en artikel i Berlingske. Samme aften ringede TV2Lorry, mens jeg var på arbejde, og jeg fik arrangeret, at de kunne komme ud og lave et indslag med nogle af de andre beboere. Jeg kom hjem fra arbejde kort før midnat, og næste morgen klokken 6 ringede DR og spurgte, om jeg ville komme ind til dem.”

Fyldte alt
Resten af den dag kom til at gå med interviews. Pludselig ville alle medier have fingrene i historien om nabochikanen i Helsingør. Om aftenen kaldte Aftenshowet på DR, og næste morgen stod den på TV2’s Go’ Morgen Danmark.

For Elisabeth Dreijer Sørensen kom rollen som talskvinde med ét til at fylde alt. Som om hun ikke havde nok at se til i forvejen med sit fuldtidsstudie som sygeplejerske kombineret med aftenarbejde som social- og sundhedsassistent.

”Det var hårdt lige i de dage, for det var meget svært for mig at være til stede på jobbet, studiet og derhjemme. Jeg var hele tiden i gang med at overveje næste træk. Og samtidig havde jeg en konstant frygt for, hvad der skulle ske. Ville jeg pludselig få et opkald om, at der var sket mine børn noget?”

Råbte Statsministeren op
Mange går måske og drømmer om at komme på tv. Men for Elisabeth Dreijer Sørensen var det bare noget, der skulle overstås. Til gengæld var hun aldrig i tvivl om, hvorvidt hun skulle stille op:

”Hvis det var det, der skulle til, for at råbe beslutningstagerne op, måtte jeg gøre det. Jeg er ikke typen, der bare sidder og surmuler for mig selv eller kun brokker mig til naboen, hvis der er noget, jeg er utilfreds med. Jeg forsøger altid at gøre noget ved det.”

Heldigvis kunne hun konstatere, at det havde en effekt. Hurtigt kom Statsministeren op fra stolen og meldte ud, at det var uacceptabelt, at 23 familier måtte flytte for at undgå chikane fra en enkelt familie. Og blot to dage senere flyttede den chikanerende familie væk fra Belvederevej og ind i en midlertidig bolig stillet til rådighed af Helsingør Kommune.

Utryghed er ikke væk
Voldstrusler og overfald er fortid, og hverdagen er så småt ved at vende tilbage til Belvederevej i Helsingør. Som helt almindelige naboer er familierne igen begyndt at snakke om stort og småt, når de mødes. Men ifølge Elisabeth Dreijer Sørensen ligger utrygheden stadig lige under overfladen. Den forsvinder ikke fra den ene dag til den anden.

”Oplevelserne har betydet meget for vores forhold. På en måde er vi kommet tættere på hinanden, fordi vi har været tvunget til at forholde os til utrygheden. Men det kan også føre nye problemer med sig. Derfor skal vi nu holde nogle møder, hvor vi får talt om, hvordan vi kommer videre,” siger hun.

Lyst til at stikke af
Under det dramatiske forløb har hun og familien seriøst overvejet, om de skulle blive ved med at bo her. Om det i virkeligheden ikke var bedre at stikke af – langt ud på landet, hvor der ingen naboer er. Men der er alligevel stadig ting, hun sætter pris på ved at bo alment:

”Det fællesskab, både børn og voksne oplever sådan et sted her, er rigtig meget værd. Derfor er det også en skam, hvis denne slags oplevelser skal få folk til at overveje at søge væk herfra.”

Hun trives stadig i sin lejlighed sammen med sin mand, to hjemmeboende børn og katten, der futter nysgerrigt rundt. Til gengæld passer det hende rigtig godt ikke længere at være fast inventar på tv-skærme og avissider:

”Vi havde jo ikke bedt om at komme i den her situation. Hverken om at få sådan nogle naboer eller om at skulle fortælle om det i medierne. Vi brugte bare de muligheder, vi havde.”

Af Tommy Heisz