Sund mad til dig og dine naboer

30. november 2015

Hver onsdag er der fællesspisning til frokost i afdelingen Maglehøjs forholdsvist nye fælleshus i Frederiksværk. Her sørger et par frivillige for at lave maden, og så kan beboere og alle andre bare dukke op og få sund, nærende mad for bare 15 kroner.

Lejlighedsvis, december 2015

 

Og tilslutningen er god, selvom fællesspisningen kun har kørt et par måneder, da Lejlighedsvis kigger forbi. Omkring 15 personer dukker op, og det er både beboere, personale fra ejendomskontoret og udefrakommende, fx ansatte i kommunen, der jævnligt har møder i afdelingen eller frivillige fra bibliotekets lektiecafe, der har hørt om den gode mad.

Maden skifter fra uge til uge, men målet er, at menuen skal have en tilknytning til afdelingen. Det kan være en beboer, der kommer med æbler fra sin kolonihave, og så er der æbleflæsk på menuen. Eller som denne gang, hvor det er en af medarbejderne i helhedsplanen, der har leveret hovedingredienserne:

”Min mand arbejder i Grønland og har lige været deroppe og har hentet nogle vilde laks og ørreder,” fortæller boligsocial medarbejder Lavra Lumholt og fortsætter:

”Det er noget særligt at mødes om mad. Ligegyldig hvem man er; høj eller lav, ung eller gammel og på tværs af etnicitet, så skal vi alle sammen have mad, og vi ser det alle sammen som en social ting, det med at spise sammen. Og det virker jo hver gang. For dem, der møder op bliver hver gang mætte, glade og tilfredse. På den måde lå det meget lige for, at nu hvor vi har både pladsen, køkkenet og frivillige, der vil stå for maden, så skulle der selvfølgelig også være fællesspisning i Maglehøj.

Planen er fremover at få flere beboere til at tage del i madlavningen, fx ved at få dem til at komme på skift og lave deres yndlingsret.


Tekst: Lise Larsen Sodborg, foto: Jacob Nielsen

Læs hele magasinet som pdf

Læs hele magasinet som e-magasin