Vi er så små

28. november 2016

En ulykke under en filmoptagelse for to år siden havde nær kostet Bodil Jørgensen livet. Hun er taknemmelig for at have fået en chance mere, og hun agter at udnytte­ den til fulde. For eksempel ved at prøve at gøre mere for andre.


Lejlighedsvis, december 2016


kommunikation@lejerbo.dk

Det er sådan en dag, hvor det eneste, der føles rigtigt, er at blive inden døre og skutte sig i varmen. Efterårsregnen splintrer mod køkkenruden i det lille rækkehus, mens Bodil Jørgensen står ved espressomaskinen og lader en dampende varm tynd stråle sive langsomt ned i glasset. Hun slår ud med armen og beder mig tage plads ved køkkenbordet.

”Jeg kan så godt lide at sidde her i køkkenet. Bare sådan lige at lade det hele falde lidt til ro,” siger hun. 

De sidste mange aftener har hun stået på scenen på Betty Nansen Teatret, hvor hun er med i forestillingen Dekalog. Efter sådan en omgang har hun brug for at få jordforbindelse igen. At lade roen indfinde sig. Hun stiller glassene på bordet og lader sit ildrøde hår falde på plads over det sjal, hun netop har lagt omkring skuldrene. Hun må sørge for at holde sig varm. Det er bedst for kroppen.

”Ja, den er jo ikke, hvad den har været, den krop,” griner hun og tager sig lidt til hoften, da hun sætter sig ned.

”Det var ellers sådan noget, der hørte ens forældre til. Ens mor, der altid lige skulle have noget omkring sig for at holde varmen, men … ja, nu er det altså min tur. Men hvad. Man kan vel sige, at det er billigt sluppet.”

Ulykken
Når Bodil Jørgensen taler om, at det er ”billigt sluppet”, handler det om den måde, hendes verden blev vendt op og ned en sommermorgen for godt to år siden. Under optagelserne til en Far til fire-film på vadehavsøen Mandø kom skuespilleren ud for en ulykke, der var meget tæt på at koste hende livet.

Hun blev fanget under en væltet traktor og næsten mast til døde. Samtlige ribben brækkede, og det samme gjorde hoften, skambenet og begge kraveben. Begge hendes lunger klappede sammen, og havde det ikke været for en akutlæge, der mødte hurtigt op og vidste præcist, hvad han skulle gøre, havde hun ikke overlevet. Den morgen den 18. juni 2014 var døden så tæt på, at Bodil Jørgensen kunne se den i øjnene.

”Jeg lå bare der og kunne intet foretage mig. Jeg vidste, at det slet ikke var godt,” fortæller hun.

Med nød og næppe lykkedes det for lægerne at bringe hende ud af livsfare, men følelsen af at have mistet kontrollen blev ved med at være der.
”Jeg lå jo stadig der og kunne ikke engang tale. Jeg kunne bare høre, hvad de andre sagde og se deres ansigtsudtryk. Intet kunne jeg foretage mig. Og så anede jeg jo ikke engang, om jeg ville komme til at gå igen. Alt var overladt til nogle andre kræfter.”

Glem de gule sedler
Herefter fulgte det lange, seje træk med genoptræning. Og et forsøg på at komme overens med, at noget så voldsomt skulle slå ned i lige netop hendes liv.

”Det kom jo bare som ud af det blå. Jeg har ind i mellem hørt nogen sige, at der måske var en mening med det – at der var noget, jeg skulle lære af det. Men det tror jeg simpelt hen ikke på. Det er nok den der meningsløshed, man ikke kan rumme, og som man gerne vil gøre op med. Jeg tror slet ikke, vi mennesker skal gå og bryde vores hoveder med at finde årsager til den slags. Vi er så små. Alt for små til det. Det der store regnskab har vi slet ikke noget med at gøre. De kommer jo bare i flæng, ulykkerne. Som når en familie kommer kørende en nat, og deres bil så bliver ramt af en sten fra en motorvejsbro. Hvad skulle meningen være med det? Hvad skal vi lære af det? Det sker bare – og det er hårdt, fordi det rammer direkte ned i en families liv, i en fortælling.”

Hvad kom ulykken til at betyde for din fortælling?
”Den har gjort mig meget opmærksom på, hvor stort et ansvar man har, når man faktisk er i stand til at gøre noget. Jeg kan jo sidde her med mine problemer, men samtidig kan jeg tænke på Aleppo – på familier, der tager af sted om morgenen, og når de så kommer tilbage om aftenen, har de ikke længere noget hjem. Hvor simpelt det egentlig er, at vi alle sammen bare gerne vil have et lille sted, der er vores og nogen, vi kan være noget for.

Hvis der har været en læring, har det været at skyde det uvæsentlige væk i hverdagen og fokusere på det, der er vigtigt, siger hun:
”Det er endnu mere tydeligt for mig nu, at der virkelig ikke er nogen grund til at gå rundt og skrive alle de der gule sedler og lade som om, man har styr på det hele. Det har vi alligevel ikke, når det kommer til stykket. Alle de flueben – hvad skal de til for? Selvfølgelig er der ting, der skal gøres, men i det store billede gør det bare ikke rigtig nogen forskel.”

kommunikation@lejerbo.dk

Nogen at holde i hånden
Der har ikke været nogle store åbenbaringer for Bodil Jørgensen, efter hun blev ramt af ulykken. Men hun er blevet endnu mere fokuseret på nogle af de værdier, der i forvejen fyldte noget i hendes liv.

”Det er igen det der med ansvaret. Det er nok faktisk det, der fylder mest. Den taknemmelighed, jeg går rundt med over at have fået en chance mere, den skal bruges til noget. Jeg kan jo stadig så meget, og jeg kan også stadig hjælpe andre, så det må jeg gøre.”

Hvordan gør du så det?
”Nu har jeg for eksempel ikke længere ét sponsorbarn hos SOS, men tre. Hvorfor ikke? Det kan jeg jo sagtens. Og det gør en afgørende forskel for de her børn, at de får mulighed for at gå i skole og tage en uddannelse. Jeg er også blevet ambassadør for Folkekirkens Nødhjælp. Og når jeg for eksempel får en pris, deler jeg den med andre, for eksempel Læger Uden Grænser.

Lige præcis læger og sygeplejerskers arbejde har en helt særlig værdi for hende:
”Nu har jeg jo selv prøvet at være den, der lå fuldstændig hjælpeløs, og hvor mit liv afhang af, at nogen kunne hjælpe mig med deres omsorg og faglighed. Det har jeg den dybeste respekt for.

At der er en person, der holder dig i hånden, når du er helt nede og ikke aner, om du klarer den, det betyder alt. De her søde sygeplejersker, der gav mig lidt livsmod og klatvaskede mig lidt med en vaskeklud. De helt små ting. De stod der og skiftede kateder på mig og tørrede mig bagi og vaskede mig. Det er jeg så taknemmelig for.”

Vejen tilbage
Hun har et stort helingspotentiale. Det har lægerne sagt til hende, fortæller hun med et grin. Og der er noget, der tyder på, at de har ret. Det får man fornemmelsen af, når man ser Bodil Jørgensen bevæge sig omkring i rækkehuset i Lyngby. Selvom hendes krop selvfølgelig har fået varige men, virker hun ikke hæmmet eller usikker i sine bevægelser.

Og hendes arbejdskalender vidner da også om, at hun har fundet op i et forholdsvist højt arbejdsgear igen. I sidste uge var det teaterforestilling. I denne uge står den på optagelser af julekalender for voksne sammen med Rytteriet. Snart skal hun lave film med Erik Clausen, og tv-serien Badehotellet passer jo heller ikke sig selv.

”Jeg er meget taknemmelig for, at der stadig er bud efter mig. Det passer mig rigtig godt at have travlt, særligt når det er så forskellige og spændende ting, som jeg får lov at lave nu. Så længe jeg kan have tid til mine børn og lige får en pause engang i mellem, så synes jeg, der er en fin balance i det. Jeg har stadig følelsen af, at jeg kan klare en hel del, og jeg elsker jo at arbejde sammen med alle de fantastiske mennesker.”

kommunikation@lejerbo.dk

Frygt ikke
Døden er blevet mere nærværende. Anderledes kan det næste ikke være, når man har været så tæt på den, fortæller Bodil Jørgensen:
”Jeg tænker i hvert fald mere på døden i dag. Før ulykken tror jeg ikke, jeg forholdt mig så meget til den. Den der tanke om, at man en dag ikke er her mere, skubbede jeg vel bare fra mig – ligesom de fleste mennesker vel gør. Men nu er den mere håndgribelig.”

Hvordan er det?
”Det har jeg det faktisk meget godt med. At acceptere, at døden kommer, tror jeg, er sundt nok. Man skal bare ikke gå rundt og være bange for den på daglig basis. Og det gør jeg ikke. Jeg er ikke angst for den dag, hvor jeg skal trække vejret sidste gang.”

Den livsindstilling hænger tæt sammen med en læresætning, hun har fra sin far. Den samme sætning, som kom til at stå i farens dødsannonce for fire år siden: ”Frygt ikke, tro kun”.

”Det synes jeg er så fin en sætning, for det er jo lige præcis det, det handler om. Vi må tro på det bedste og lede efter det bedste. Hvis vi gerne vil frygte, er der så meget, vi kan vælge at frygte. Alle de ting, der kan ske med vores børn, fra de er små, til de er helt voksne. Men vi skal ikke bruge vores energi på det. Hellere drømme om alle de ting, vi gerne vil. Jeg elsker livet, jeg vil opleve årstiderne skifte, jeg vil besøge de steder, jeg ikke har set endnu. Der er så meget at række ud efter.”


Tekst: Tommy Heisz, fotos: Jacob Nielsen


Læs hele magasinet som pdf 

Læs hele magasinet som e-magasin