Slået af hesten

28. november 2016

Da Boye Sørensen fra Randers mistede sin kone, mistede han ikke bare sin ægtefælle. Han mistede også sin bedste ven. Et tab, der kan slå selv den bedste mand af hesten. I dag er Boye kommet op igen og det i fuld firspring.


Lejlighedsvis, december 2016



 kommunikation@lejerbo.dk


En søndag i august 2011 kom Boye og hans kone Ena hjem til Husarvej i Randers efter en weekendtur til Sjælland. De havde haft en dejlig tur, men om mandagen var Ena blevet syg. ”Filmen knækkede for hende. Hun stod bare og kiggede ind i skabet på nogle glas. Og da jeg vækkede hende tirsdag, tog hun brillerne frem og gav sig til at læse i stedet for at stå op. Da hun endelig kom op, kiggede hun ind i køleskabet og undrede sig over, at der ikke var smurt madpakker”. Ena kom til lægen, blev indlagt og fik konstateret en stor svulst i hjernen. Og selv om hun hurtigt kom i gang med strålerne, var der ikke meget at gøre.

”Jeg valgte at passe hende hjemme. Hvad skulle hun på et hospice, når hun kunne være her? Og jeg fik fantastisk hjælp fra kommunens hjemmepleje og også fra vores børn”, fortæller Boye. Sygdommen skred hurtigt frem; Ena måtte mades og hendes sprog forsvandt også. Nytårsaften havde de to siddet sammen og set ”90-års fødselsdagen”, men fem minutter inde i det nye år døde Ena.

Skide være med konen
Smerten ved at miste Ena er til at tage og føle på for Boye: ”Den første fødselsdag, hvor jeg selv skulle ordne det hele, var svær. Og lørdagene, hvor vi plejede at hjælpe hinanden med at gøre rent, så vi kunne blive hurtigt færdige og måske køre en tur til Vesterhavet eller til Ebeltoft sammen. Vi plejede også at se ”Årgang 0” sammen – puha, det har jeg ikke set siden 2011”.

”Skide være med konen. Hende, der blev sur over, at man ikke havde vasket op. Men jeg mistede jo også min bedste ven. Og venner, der har kendt en i så mange år, de hænger altså ikke på træerne”, lyder det fra Boye.

Så den efterfølgende tid var ind i mellem rigtig hård: ”Jeg vil godt indrømme, at der slog hesten af en gang i mellem, så man landede med snotten lige nede i møddingen. Men så må man jo kravle op igen. Selvmedlidenhed giver mig jo ikke Ena tilbage”.

kommunikation@lejerbo.dk

Svært at snakke om
Til at hjælpe sig med at kravle op på hesten igen havde Boye både familien, venner og gamle kolleger. ”De gamle kolleger lokkede mig med ud og spille billard, selv om jeg aldrig havde haft en kø i hånden før. Men det var jo for hyggens skyld, ikke så meget på grund af spillet”, forklarer Boye. ”Og så var jeg glad for, at jeg havde Lejerbo. Jeg sidder jo i både afdelings- og organisationsbestyrelsen, og eftersom jeg var gået på pension, var det naturligt, at jeg tog de møder, der blev holdt i dagtimerne. Så hold op, hvor har jeg deltaget i meget. Jeg må efterhånden stå på Lejerbos inventarliste”, klukker han.

Det var dog ikke alle, der kunne vise Boye den omsorg, han havde brug for. ”Jeg opdagede virkelig, hvem der var de rigtige venner. Og der faldt nogen fra. Sygdom og død er der nok mange af os, der er lidt bange for og har svært ved at snakke om. Og der gik faktisk også et par år, før jeg selv kunne snakke om det”.

Et aktivt liv
Men spørger man Boye, hvordan hans liv ser ud i dag, falder svaret prompte: ”Hvis jeg havde det bedre, ville det næsten ikke være til at holde ud. Jeg kan gøre alt det, jeg har lyst til. Hvis jeg vil besøge min søster på Falster eller gå en tur i byen, så behøver jeg ikke spørge nogen om det. Det tog sin tid, men nu gør jeg det”.

Den beskrivelse må siges at være den korte version, for Boye får også lige i forbifarten nævnt, at han da har sæsonkort til Djurs Sommerland, hvor han mindst har været 8 gange med børnebørnene i år; han spiser ofte på café i godt selskab med andre, hænger ud med sit ældste barnebarn, og i det hele taget ses han meget med sin familie.

Det aktive liv i andres selskab er i følge Boye det, der har hjulpet ham til det gode liv, han har nu. ”Mit bedste råd, hvis man skal komme videre efter et dødsfald eller andre voldsomme begivenheder, er: Snak om det. Ikke to mennesker reagerer ens, men vær så åben som muligt om det”.


Tekst: Tine Staun Petersen, foto: Kia Hartelius 


Læs hele magasinet som pdf 

Læs hele magasinet som e-magasin