Noget ud over det sædvanlige
I Svantes Lykkelige Vise kommer Nina ud af badet. Svante iagttager morgensolen, vanddråben på Ninas hud, ostemaden og Ninas udslåede hår. Alle de små hverdagsbegivenheder og detaljer, som vi omgås dagligt – og som vi kun lægger mærke til, hvis vi indstiller vore sanser på den rigtige måde.
Lejlighedsvis, februar 2010
Når vi engang imellem lykkes med det, ja så ser vi i glimt, at vores omgivelser er fantastiske. Vores nabo gemmer måske på en usædvanlig historie, fastelavnsfesten blev den mest velbesøgte og sjoveste nogensinde, selv det sidste afdelingsmøde var ikke så tosset endda. Snart kommer det første forårslysindfald i vores boliger, en ny altan har måske givet din bolig helt ny værdi året rundt eller en ny legeplads giver ungerne nye udfoldelsesmuligheder.
 |
|
Palle Adamsen, administrerende direktør i Lejerbo |
Det handler om hvilket perspektiv, vi ser tingene i. For to år siden fik jeg besøg af en amerikansk boligdirektør, som ville se belaste boligområder i Danmark. Vi tog en tur til en københavnsk boligafdeling, som tog sig smuk og indbydende ud: Ungerne legede, alt var i den skønneste orden, og rundvisningen var perfekt. Jeg forklarede stolpe op og stolpe ned, og hun stod måbende for til sidst at spørge ”What is the problem” - hvad er problemet?
Det er fantastisk, at vi i Danmark har verdens bedste almene boliger. Jo, vi har da problemer og store udfordringer, men grundlæggende har vi noget at være stolte af, noget som er ud over det sædvanlige. I dette nummer af Lejlighedsvis vil vi sætte fokus på det enestående i det nære, også i de rammer som almene boliger giver.
Af Palle Adamsen, Adm. direktør