Alle har brug for et frirum

2. december 2014

Cecilie Hother vil udforske alt omkring sig. Som vært på TV2 Fri får hun lov at komme tæt på mennesker på helt nye måder. I sin egen smykkevirksomhed bruger hun sin kreative side, når hun udvikler nye design. Og i sin fritid oplever hun bid for bid hele verden på sine mange rejser.


Lejlighedsvis, juni 2015

Hun slentrer langsomt gennem den forårsspirende have og registrerer opmærksomt alle de små detaljer omkring sig. Hun indånder duften fra det nyslåede græs. Holder en rododendron helt op foran øjnene og konstaterer glad, at de rosa blomster er lige på nippet til at springe ud. Og hun sludrer med svanen, der kommer svømmende hen til hende, da hun sidder på broen.

Cecilie Hother er opmærksom og nysgerrig. Haven, hun går i, er hendes egen. Hun deler den dog med ret mange andre mennesker. Botanisk Have ligger to minutters gang fra hendes lejlighed i det indre København, og derfor bliver det ofte til en lille gåtur her, når hun ikke passer sit arbejde på TV2 Fri.

Som vært her har hun rig mulighed for at bringe sin nysgerrighed i spil. Hun har eksempelvis tilbragt fire dage i en skov helt på egen hånd uden hjælpemidler, og uden en trevl på kroppen har hun har lavet reportage fra en naturist-campingplads.

Lejlighedsvis juni 2015

For tiden laver hun ”Køkkentjansen”, hvor det handler om at frembringe lækre retter ud af ganske få råvarer. Og hun er også vært på programmet ”Mit Frirum”, hvor en række kendte danskere viser, hvordan de kobler af.

I det hele taget kredser tv-kanalens univers om alt det, der foregår, når danskerne ikke arbejder. Og lige netop det rum synes Cecilie Hother, det er rigtig spændende at træde ind i:

”Det er jo på en måde meget privat. Jeg får lov at møde de mennesker på nogle helt andre præmisser, end man ellers kommer til. Når jeg står på rulleski med Kurt Strand eller besøger Peter Aalbæk på hans fritidslandbrug, giver de mig samtidig adgang til et privat rum, hvor andre ellers ikke ville komme ind.”

I programmet kan frirummet være alt fra et sted til en aktivitet. Der er stor forskel på, hvad folk betegner som deres personlige frirum. Men alligevel mener Cecilie Hother, at der er noget, der binder det hele sammen:

”Det er meget universelt, tror jeg. Alle har behov for et frirum. Om det så er i skoven eller i storbyen, om det er korssting eller bungy jump, er egentlig fuldstændig lige meget. Der sker bare noget, når vi befinder os i det frirum. Dér, hvor vi fuldstændig kan være os selv. Derfor synes jeg, det er så spændende et sted at møde folk.”

Højhælede og gummistøvler
Det er nu to år siden, TV2 Fri blev lanceret, og Cecilie Hother var med fra første færd. Mange tv-seere kendte hende allerede som vejrvært på TV2 Vejret og Go' Morgen Danmark. Og hun havde også gjort opmærksom på sig selv i andre tv-sammenhænge. I 2010 vandt hun ’Vild Med Dans’ sammen med Mads Vad, og i 2012 gentog hun på egen hånd succesen i ’Vild Med Comedy’.

Cecilie Hother har en særlig evne til at træde ind i forskellige verdener og hurtigt finde fodfæste. Måske stammer det fra en omskiftelig barndom, hvor hun flyttede meget rundt og gik på fem forskellige folkeskoler. Ved siden af sin velkørende tv-karriere driver hun også sit eget smykkefirma. Med en fortid på Guldsmedehøjskolen begyndte hun på et tidspunkt at designe sine egne smykker. Selvom hun har sit primære fokus på tv, mener hun det alvorligt med smykkerne, og hun har med Gaia Jewels fået bygget sin egen virksomhed op. I en alder af 36 år har hun allerede et ganske alsidigt cv.

Lejlighedsvis juni 2015

Vidste du at Cecilie:

  • er født i 1978
  • er vært på TV2 Fri
  • desuden driver sit eget 
    smykkefirma Gaia Jewels
    også har sin egen blog, hvor
    hun skriver om rejser og
    andre oplevelser.

Du kan lægge vejen forbi på
ceciliehother.dk og
gaia-jewels.com

”Jeg har brug for de forskellige sider af mig selv. Jeg elsker at gå i højhælede, men jeg elsker også at have gummistøvler på. Sådan tror jeg egentlig, mange har det. Vi er mere sammensatte, end man lige skulle tro. For mig er der stor forskel på at lave tv og smykker. Jeg elsker tv, men det er også en meget forgængelig størrelse. Det produkt, man laver, forsvinder som sand mellem fingrene, når man er færdig med det. Der sker der noget andet med smykkerne. De starter som en idé oppe i mit hoved, og så får de på et tidspunkt en fysisk form og ender med at være en genstand, som folk beholder og gerne vil passe på. Det gør noget helt særligt for mig at vide det.”

’Puppedage’ sikrer balancen
Cecilie Hother kan altså lidt af hvert, og hun har rigeligt at se til i sit arbejdsliv. Derfor kan begrebet fritid faktisk være en lidt svær størrelse at indkapsle:

”Jeg må indrømme, at grænsen mellem arbejde og fritid for mit vedkommende er meget udvisket. Jeg er så passioneret omkring de ting, jeg laver, at jeg tit ender med at sidde og lave dem, når jeg egentlig har fri. Så sent som i søndags sad jeg og knoklede med nogle nye smykker. Jeg havde lavet nogle design, der skulle af sted til Indien, så de dernede kunne komme i gang med at lave demoer, som jeg senere skal ned at kigge på. Det kræver noget koncentration at sidde med sådan noget – det er noget med tegninger med mål og en masse specifikationer og detaljer. Den slags kan jeg godt sidde helt fordybet i en søndag eftermiddag, mens min kæreste er i gang med at lave mad. Men jeg ser det ikke som noget, der skal overstås. Jeg er simpelt hen så glad for at arbejde med det. Det er ikke noget, jeg behøver at gøre, men noget jeg gør, fordi jeg ikke kan lade være.”

Til gengæld rammer hun så også ind i mellem et punkt, hvor hun bare må trække stikket helt.

”Min krop er ret god til at fortælle mig, når det er tid til en ’puppedag’. Det er sådan, jeg har døbt den slags dage. Så kan jeg trække mig fuldstændig ind i mig selv og bare ligge og se film eller serier en hel dag. Eller rode i haven ude hos min kæreste. Jord under neglene og ingen store tanker overhovedet – bare være helt mig selv. Den slags dage fungerer som en ventil for mig. Det er dem, der sørger for, at sikringerne ikke springer.”

Ét nyt land om året
Men de indadvendte dage er der nu ikke mange af. Langt de fleste dage vågner Cecilie Hother op fyldt med nysgerrighed og med mod på at opleve noget nyt. Det er blandet andet derfor, hun rejser så meget, som hun gør. Hun har en målsætning om at opleve mindst ét nyt land hvert år. Hun kommer vidt omkring og rapporterer på sin blog om oplevelserne.

”Rejser er måske det allervigtigste for mig at foretage mig i min fritid. Derfor har jeg også allerede for mange år siden valgt at prioritere det, blandt andet ved at have en lille bil og bo i lejlighed. Jeg kan altid lukke døren bag mig og rejse af sted, og den frihed betyder uendeligt meget for mig.”

Alt fra skiferie til badeferie falder i Cecilie Hothers smag. Hun har eksempelvis for nylig besøgt Zanzibar og Tanzania, hvor hun kom tæt på masaiernes ældgamle kultur, og en af de helt store naturoplevelser fik hun, da hun sammen med sin far fulgte i kølvandet på vikingerne på nordatlantisk krydstogt til Norge, Shetlandsøerne, Island og Færøerne.

”Jeg føler, at jeg bliver et rigere menneske, når jeg rejser. Jeg ser en mangfoldighed og møder så mange mennesker, som jeg kan lære noget af, når jeg som turist er gæst hos dem. Og så er jeg meget opmærksom på at bringe sanserne i spil, når jeg besøger et nyt land. Alle de spændende duft- og smagsindtryk. Hvis min mavesæk kunne holde til det, ville jeg smage på det hele. Jeg synes, det er en gave, at man på rejser kan få nogle helt andre sanseindtryk end dem, man kender. For vi er jo lidt nogle vanedyr. Det er jeg også selv – men noget af det bedste jeg ved er at udfordre det.”

Lejlighedsvis juni 2015

"På ballontur i Tanzania, så vi kunne se solen stå op over Serengetisletten og se savannen på en
helt anden måde."



Tekst: Tommy Heisz, foto: Jacob Nielsen og Cecilie Hother