Er ingen arbejde lig med ingen fritid?

8. juni 2015

Nogen vil mene, at man som arbejdsløs har fritid hele tiden. Andre vil nærmere mene, at man ingen fritid har. Vi har spurgt beboer og bestyrelsesmedlem fra Vejle, Benny Haugsted, hvordan han oplever fritiden som arbejdsløs.


Lejlighedsvis, juni 2015


Benny Haugsted fra Vejle er oprindelig uddannet pædagog, men har været arbejdsløs de sidste tre år. Benny har altid været meget aktiv i foreningsarbejde i sin fritid. Men oplever han overhovedet at have fritid som arbejdsløs?

”Altså, det må man jo tage sig. Men det er faktisk ikke så nemt. I starten spurgte jeg a-kassen, hvad man måtte, og hvad man ikke måtte med hensyn til fritid. Men svaret kom fuldstændig an på, hvem man spurgte. Én sagde, at jeg skulle stå til rådighed og nærmest have telefonen på mig døgnet rundt, mens en anden sagde, man fx godt måtte tage i sommerhus, hvis der bare var nogen, der tømte ens postkasse. Men som arbejdsløs føler jeg ikke, at man kan sige, at man har fritid fra klokken det til klokken det. Og det er på sin vis lidt stressende ikke at have klart afgrænset fritid.”

I en periode har Benny udført nyttejob for kommunen. Men det gav nu ikke en mere klart afgrænset fritid: ”Ud over de 20 timer skulle jeg jo stå til rådighed og søge jobs. Så faktisk var det mere som at have to jobs”, mener Benny.

Lejlighedsvis juni 2015
Benny Haugsted fra Lejerbo Vejle efterlyser klare regler for fritiden som arbejdsløs.

Samvittigheden bestemmer
Den fritid det dog bliver til, bruger Benny blandt andet på sit bestyrelsesarbejde i Lejerbo. Her sidder han både i afdelings- og organisationsbestyrelsen.

”Tidligere sad jeg også i bestyrelsen i lokalafdelingen af Danske Ølentusiaster. Men det måtte jeg stoppe med, fordi det ikke kunne forenes med at være arbejdsløs. Arrangementerne er jo typisk en ølsmagning, hvor producenten eller leverandøren så bagefter sælger øl. Og der må man som arbejdsløs ikke være med til at stå for det praktiske. Så nu nøjes jeg med at være aktivt medlem af foreningen og hjælper med at hverve nye medlemmer en gang i mellem”, fortæller Benny.

”I det hele taget forsøger jeg at vurdere, hvad jeg må lave ud fra, hvad min samvittighed siger mig. Og en vurdering af om det frivillige arbejde er noget, som en anden kunne have levet af. For så er det ikke tilladt.”
Lejlighedsvis juni 2015
Benny Haugsted kan ikke længere være i bestyrelsen for Danske Ølentusiaster.

Klare regler, tak
En ting er, at man som arbejdsløs skal være opmærksom på, hvad reglerne for fritid og fritidsbeskæftigelse er. Noget andet er, at man også skal møde omverdenens fordomme.

”Man møder somme tider den der med ”Det har du jo god tid til”. Folk forstår ikke rigtigt, at der dels er begrænsninger for, hvad jeg må, dels er begrænsning for, hvad jeg har af tid", forklarer Benny." Jeg kunne bare rigtig godt tænke mig, at det var helt klart, hvad man må og ikke må i sin fritid som arbejdsløs. At man kunne slå op og se, om det var ok eller ej.”


Tekst: Tine Staun Petersen, foto: Tine Juel