8. juni 2015

Lejlighedsvis juni 2015

I en Lejerbo-lejlighed på Frederiksberg bor Per Byrgesen med sin kone. Når man kommer ind i den smukt indrettede lejlighed bemærker man ikke noget særligt. Men så finder Per kasse efter kasse frem fra kælderen, og de er fyldt med en helt særlig porcelænssamling: Flødekøer! 


Lejlighedsvis, juni 2015

Lejlighedsvis juni 2015

Hvorfor blev det lige flødekøer, du samler på?
For 12-14 år siden inviterede min daværende svoger, som er landmand oppe ved Frederikssund, til middag. Da vi skulle have aftenkaffen, kom han med en ko med mælk i til kaffen og sagde, at ’på landet bruger vi jo køer til sådan noget’. Noget tid efter fandt jeg en fin, brun flødeko på et loppemarked her inde i byen, og så kunne jeg ikke nære mig og købte den. Da han kom på besøg næste gang, kunne jeg jo sige, at i byerne kunne vi nu også have køer med mælk i. Og det var det, troede jeg. Men vi gik meget på loppemarked, og jeg opdagede, at der findes rigtig mange forskellige, og de koster kun 10 eller 20 kroner for det meste. Så jeg kunne ikke lade være med at købe dem, og nu er jeg oppe på at have 118 forskellige.

Bliver du ved med at udvide samlingen?
Egentlig er flødekøerne kun for sjov, mens min rigtige hobby er frimærker. Men jeg kan ikke lade være. Når jeg ser en ko, jeg ikke har, så må jeg have den. Men jeg synes nu ikke, jeg er så mærkelig, for vi samler jo nok alle sammen på et eller andet. Men jeg kan godt lide den entusiasme og beslutsomhed, der ligger i at samle. Den nyeste jeg har fået, det er faktisk fra min kollega, som sidste år var i Holland på en messe, hvor han købte den med til mig. Men langt de fleste har jeg selv fundet og købt på loppemarkeder her i Danmark.

Kender du noget til historien bag køerne?
Flødekøer har været lavet i årtier som souvenirobjekter i Tyskland med forskellige byvåben. Jeg har fx nogle fine brune nogle nede fra alperne med klokker om halsen. Oprindeligt stammer ideen fra Yorkshire i England, og jeg har også en gammel en der fra, som er lavet i 1790. Det er også den dyreste, jeg har. Jeg ved ikke, hvorfor jeg købte den, andet end at jeg tænkte, at jeg havde så mange andre, og så skulle jeg også have den. Jeg tror, at mange af dem, jeg har fundet på loppemarkeder, er nogle som andre har haft med hjem til Danmark fra ferier rundt omkring.

Men jeg går ikke op i historien bag hver enkelt. Det er med frimærker, jeg gør det. Dem kan man præcist stedfæste på tryk, tidspunkter, oplag osv. Det er meget nemmere og meget mere interessant. Flødekøerne er en pudsighed, der har taget overhånd, og som jeg ikke kan nænne at stoppe. Mine børn har i øvrigt sagt, at hvis de en dag skal rydde hjemmet, så ryger de direkte i containeren. Men det tror jeg nu er sagt i sjov for at fortælle mig, at de synes, det er noget bras. Men det er MIT bras, og det er det, så længe jeg er i live.

Lejlighedsvis juni 2015
Her står Per med den dyreste ko i salingen – den engelske flødeko fra 1790. 

Har du i øvrigt nogensinde brugt køerne til mælk eller fløde?
Aldrig. Der har aldrig været fløde i dem. Det er kun til udstilling. Vi har nogle enkelte stående fremme som pynt i køkkenet og så har vi en helt klassisk hvid stående i et skab. Ellers er de pakket væk i kasser i kælderen. Men jeg afviser ikke, at jeg på et tidspunkt finder et fint vitrineskab og stiller dem frem igen. Men så bliver det dem alle sammen, for der er ikke nogen, der er mindre værd end andre.

Tekst: Lise Larsen Sodborg, foto: Tine Juel