Fritid – et aktiv i vores boligområder

4. juni 2015

Helt ordret så er fritid, tid som er fri. Tid som ikke er bundet til arbejde eller pligtsomme gøremål. Det er min tid, den tid som jeg selv bestemmer over. Måske det er derfor, at vi værdsætter fritid så meget. I hvert fald ved vi, at mange foretrækker mere fritid end fx lidt højere løn. Vi vil hellere have tid til os selv.

Lejlighedsvis juni 2015

Hvad bruger vi så den tid til? Nogen elsker at bruge den til ingenting, og helt ærligt, jo ældre jeg er blevet, jo bedre forstår jeg Niels Hausgaards vuggevise om ”først en halv time på den ene side, så en halv time på den anden”. Men det er heller ikke tosset at være aktiv – aktiv fritid er oven i købet blevet noget, som rejsebureauerne sælger til sommerferiehungrende danskere.
 
Altså, først knokler vi for at få råd til at holde fri, og så betaler vi for at være aktive i vores fritid. Og ja, jeg er jyde, så lidt mindre kan vel gøre det? Og det kan det, for i Lejerbos mange boligområder behøver du ikke betale for at holde aktiv fritid.

For nogle år siden viste jeg en bekendt et tidligere nummer af Lejlighedsvis, som handlede om fritidsklubber i Lejerbo, og han udbrød: ”Jeg troede ikke, Lejerbo var en fritidsklub”. Men jo, det har vi også rundt omkring; et væld af klubber, som driver sport – dart, billard, fiskeri, karate og sågar fodbold, men også klubber, som har særlige målgrupper som fx ældre, kvinder, børn osv. De styrker fritidslivet i boligområdet, de drives af frivillige og er et uvurderligt aktiv for vores afdelinger.

Bag klubberne står vores afdelingsbestyrelser, som også arbejder på et frivilligt og ulønnet grundlag. Og måske er lige præcis arbejdet med at styrke fritidslivet og fællesskabet i boligområdet en af de absolut vigtigste aktiviteter, vores afdelingsbestyrelser kan udøve. For uden gode tilbud i din fritid, så vil mange risikere, at alternativet er ensomhed og inaktivitet – altså et liv uden for skabet i stedet for i fællesskabet.

Hurra og tak til alle jer, der bidrager til det gode og aktive fritidsliv i Lejerbos boligområder.


Af Palle Adamsen, Adm. direktør