Beboere med eget beboerblad

9. juni 2016

Året er 1972. I Lunden, der også er kendt som afdeling 157 i Brøndby, stikker en håndfuld beboerdemokrater hovederne sammen og udgiver det første nummer af afdelingens lokale beboerblad Lundexpressen. Her i 2016 eksisterer Lundexpressen stadigvæk. Men hvad kræver det egentlig at drive et lokalt beboerblad? Og er tiden og kræfterne det hele værd?


Lejlighedsvis, juni 2016



kommunikation@lejerbo.dk

I flere af Lejerbos afdelinger findes der lokale beboerblade. Lundexpressen er et af dem. Vi har taget en snak med formand Brian Taudahl Børgesen, bestyrelsesmedlem Lilian Andersen og redaktør Anette Scharstein for at finde ud af, hvad det kræver at drive et lokalt beboerblad.

”Vi har altid noget fast indhold i bladet. For eksempel om foreningens klubber, et indlæg fra redaktøren og mit eget indlæg som formand. Men derudover er det meget forskelligt fra måned til måned, hvad der ellers kommer med. Alle beboere har mulighed for at komme med indlæg og få det i bladet,” fortæller Brian.

Lundens bestyrelse besluttede for kort tid siden, at bladet nu kun skal være online. Stort set i hvert fald. For bladet bliver stadigvæk printet og omdelt til få beboere i afdelingen, der selv har efterspurgt det.

Siden bladet udkom for første gang for 44 år siden, er der sket meget. Det kan Lilian, der har været beboer siden 1987 og også redaktør for bladet førhen, fortælle om:

”Jeg har jo oplevet Lundexpressens udvikling gennem de mange år, som jeg har boet i Lunden. Førhen var der blandt andet læserbreve og svar på dem fra bestyrelsen i bladet. Derudover er der sket meget, nu hvor vi er gået over til primært at udgive bladet online. Det er dejligt, at et lille, lokalt beboerblad som vores kan blive ved med at eksistere. Bladet skaber en følelse af fællesskab.”

kommunikation@lejerbo.dk


Hvad der lige rører sig
Hverken Brian, Lilian eller Anette lægger skjul på, at der også kan være udfordringer forbundet med at drive et lokalt beboerblad. Især når det gælder om at finde på nyt indhold til de 10 gange om året, som bladet udkommer, så beboerne fortsat er interesserede i at læse det, der bliver skrevet i bladet.

”Det er jo det der med, at man ikke kan opfinde den dybe tallerken hver gang. Vi skriver om, hvad der lige rører sig i afdelingen, i området omkring og i kommunen. Og så har vi mennesker jo rigtig travlt i dag med job, skole osv., så der er jo også en udfordring i den sammenhæng, når det gælder om at få beboerne til at læse bladet”, fortæller Anette.

Lundens bestyrelse vil lave en lille spørgeundersøgelse til beboerne for at få feedback på indholdet og for at finde ud af, hvor mange læsere bladet har.

Det er det hele værd
Trods udfordringer er der bred enighed, når vi spørger Brian, Lilian og Anette om at give et par gode råd til andre Lejerbo-afdelinger, der overvejer at udgive deres eget lokale beboerblad. Afdelingen skal have en vis størrelse, og der skal være engagement.

Derudover skal man også tage højde for, at der er nogle beboere, der stadigvæk foretrækker at sidde med bladet fysisk i hænderne og læse det. Og endelig er de tre også enige om, at man ikke skal forvente, at alle beboerne i afdelingen kommer til at læse bladet. Men alligevel mener alle tre, at et lokalt beboerblad er det hele værd.

”Efter vi er gået over til primært at være online, sparer vi rent økonomisk. Selvfølgelig skal der stadigvæk bruges lidt blæk og papir til de få trykte udgaver, som nogle beboere har bedt om. Derudover er der jo selvfølgelig den tid, vi bruger på at finde og skrive indhold til bladet. Det er svært at sige, hvor meget det er hver måned, da det varierer. Men det er ikke mange timer om ugen. Og det er det hele værd, så længe bare nogen af beboerne får noget ud af at læse bladet.” siger Brian.    


Tekst: Lasse Welander-Haahr, foto: Jacob Nielsen


Læs hele magasinet som pdf

Læs hele magasinet som e-magasin