Erkan og Ansvaret

9. juni 2016

Ansvar er et nøgleord for Erkan Özden som journalist. Tidligt lærte han, at hvis man vil nå noget her i livet, må man selv stemple ind. Han er stolt af det, han selv har nået, men i hans øjne er det ingenting i forhold til farens projekt, da han for 45 år siden kom til landet som gæstearbejder.


Lejlighedsvis, juni 2016



kommunikation@lejerbo.dk

”Der skete noget i mig, da han sagde de ord.”

Erkan Özden tænker tilbage på en samtale, han havde, da han for nogle år siden var korrespondent i USA. Han havde netop fortalt den amerikanske kameramand Steven om sin fars liv, hvorefter Steven udbrød:
”Wow. He’s been successful.”

Ordene vendte alting på hovedet for Erkan Özden:
”Succesrig. Sådan havde jeg aldrig tænkt på min far før. Men han havde jo ret. Min far havde opnået alt det, han drømte om. Jeg havde bare aldrig selv set ham på den måde – som en succes.”

Flere gange om ugen lige omkring klokken halv syv om aftenen er Erkan Özden på besøg i tusindvis af danskeres stuer. Det sker som vært på TV Avisen, hvor den 38-årige journalist roligt og autoritetsfuldt guider seerne gennem dagens vigtigste nyheder.

”I dag har de fleste nok vænnet sig til det, men i starten var der meget fokus på, at jeg havde en anden baggrund. Jeg blev set som ham der indvandrerjournalisten, og medierne omtalte mig hele tiden ud fra det. Det var lidt trættende, for jeg syntes jo ikke rigtig selv, at det spillede nogen rolle,” fortæller han. 

Han blev fremstillet som en mønsterbryder. Men det viste måske i virkeligheden mere om den ensartethed, der er i det danske mediebillede, end det viste om Erkan Özden.

”Min baggrund er vel så almindelig, som den næsten kan blive i det her land. Jeg tror faktisk, mange vil blive skuffede over, hvor lidt der er at komme efter,” griner han.

Sagde ja til alt
Han har været vidt omkring i sin relativt korte journalistiske karriere. Ud over sin rolle som nyhedsoplæser på TV Avisen har Erkan Özden været vært på DR2 Udland. Udenrigsstoffet har i det hele taget fyldt meget. Han har flere gange været udsendt til konfliktzoner og har dækket nogle af de helt store katastrofer som tsunamien i Thailand i 2004 og jordskælvet i Pakistan året efter. Og i 2011 flyttede han med familien til Washington for at varetage jobbet som DR’s USA-korrespondent. Det var faktisk lidt tilfældigt, at han blev journalist. Som helt ung vidste han, at han ville studere, men han havde ikke nogen klar retning på det.

I gymnasiet fandt han ud af, at han godt kunne lide at skrive, og det førte videre til studier på universitet, hvor han begyndte at læse journalistik.

”Da jeg kom i praktik, skete der for alvor noget. Da så jeg lyset. Jeg kan lige så tydeligt huske, at lige fra den allerførste dag, hvor jeg mødte ind som praktikant ude i TV-byen i Søborg, føltes det helt rigtigt. Den første historie, jeg lavede, handlede om taxachaufførers hviletidsbestemmelser – af alle ting – men det var mindre vigtigt. Hele den her måde at fortælle historier på appellerede bare til mig med det samme. Det var sjovt, det var spændende, og det var hele tiden udfordrende.”

Retningen opstod måske nok lidt tilfældigt, men det var absolut ikke tilfældigt, at Erkan Özden rykkede igennem for fuld kraft, da han fandt ud af, hvad han skulle. Med sig hjemmefra havde han nemlig fået en god portion arbejdsdisciplin:
”Jeg knoklede så hårdt i de år. Jeg boede i en lille lejlighed og havde en rustbunke af en Mazda 323 og en mobiltelefon. Det var det. Hver gang der ringede en fra redaktionen for at spørge, om jeg var klar på at tage af sted, sagde jeg ja på stedet. Hver dag mødte jeg på arbejde med mit pas i lommen. Bare så jeg var klar til at rykke, hvis nu det var.”


100 % arbejderklasse
Hvis man vil frem i livet må man gøre en indsats og gribe de muligheder, der byder sig. Den læresætning løb i blodet på den unge Erkan Özden. Hans far og hans bedstefar havde vist ham vejen. De kom begge til landet, da Danmark i begyndelsen af 1970’erne forsøgte at løse arbejdsløshedsproblemerne ved at sende invitationer til gæstearbejdere i blandt andet Tyrkiet og Jugoslavien.

”Jeg er arbejderklasse, helt ind til be­­net. Min familie består af arbejdsmænd, rengøringsfolk, taxachauffører og den slags. Både min bedstefar og min far blev ansat som arbejdsmænd på maskinfabrikken B&W, da de kom herop. De fandt hurtigt ud af, at hvis de arbejdede hårdt, så var der her gode muligheder for at få et bedre liv.”

Da Erkan kom til verden i 1978, havde familien så småt fået etableret sig. De første par år af sit liv boede han i Avedøre Stationsby, men så langt tilbage husker han ikke. Herefter var basen Taastrup på den københavnske vestegn. 

”Mine forældre købte en lejlighed og senere et rækkehus på det, man kan kalde den rigtige side af banen i Taastrup. Det var pænt og velfriseret. Jeg er vokset op med carport, ligusterhæk og alt hvad der ellers hører til. Jeg tror, folk har det med at glemme den der mangfoldighed, der også findes i de områder. Hvis man siger ”Vestegnen” til nogen, tænker de straks på de her kæmpe betonklodser, men prøv engang at tage en tur til Brøndby og se, hvordan det ser ud. Jo, der er betonklodser, men lige ved siden af de betonklodser ligger der jo masser af rækkehuse, parcelhuse og villaer. Virkeligheden derude er meget mere sammensat, end de fleste folks forestillinger.”

Og det er præcis det, Erkan Özden taler om, når han siger, at han næsten altid kommer til at skuffe folks forventninger om den grundfortælling, hans liv bygger på:
”Jeg er jo selv journalist, og jeg kan godt se mekanismerne. Historien om den her viljestærke mønsterbryder, den her working class hero fra Vestegn­en, der har gjort det usandsynlige, er bare en lidt federe historie. Men det var bare ikke sådan, min virkelighed var. Mine forældre arbejdede hårdt, men vi manglede ikke noget. De ting, der optog min far, var præcis de samme ting, som optog de fleste andre i det her land. Han gik og brokkede sig lidt over skat eller over hækken, der skulle klippes. Det var helt almindelige bekymringer og udfordringer.”

 

Skiller skidt fra kanel
At virkeligheden kan være anderledes end forestillingerne er netop en af de udfordringer, Erkan Özden sidder med i sit daglige arbejde, når nyhederne skal tilrettelægges. For er der noget, der er med til at forme folks forestillinger, er det mediernes fremstilling.

kommunikation@lejerbo.dk

”Det er interessant at være med til at lave noget, der sætter så stort et aftryk. Der hviler et stort ansvar på vores skuldre, fordi det for eksempel betyder så meget, hvordan vi fremstiller og omtaler steder og mennesker.”

Hvordan har du det med det ansvar?
”Det passer mig rigtig godt, for det stemmer meget fint overens med min egen tilgang. Man skal tænke sig om, og man skal gøre tingene ordentligt. 
Det særlige ansvar handler om, at DR er en tv-kanal, hvis succes ikke kun måles på seertal. Som public service-kanal har stationen også en forpligtelse til at oplyse befolkningen og klæde seerne på til selv at tage ansvar i demokratiet.”

”Vi bruger virkelig mange ressourcer på at udvælge historier og diskutere, hvordan de skal skæres og præsenteres. Vi skiller skidt fra kanel. Med den rolle jeg har nu, er jeg kun sjældent ude for selv at lave historierne, men alligevel er jeg med i de overvejelser.

Hvis man har et billede af en nyhedsoplæser som sådan en, der møder ind en times tid før udsendelsen og tager sine hvide handsker for så at sætte sig ind og læse noget op, så tager man fejl. Sådan er det ikke hos os. Det er faktisk noget, jeg oplever, folk tit bliver overraskede over. Hvor meget tid vi bruger på redaktionelle diskussioner og overvejelser. På at forholde os til stoffet.”

Hvad kan det for eksempel være?
”Det er ofte etiske overvejelser. TV Avisen er jo på en måde et meget traditionelt format i den her medieverden, hvor de hurtige medier fylder så meget. Udvælgelsen er meget vigtig for os. Vi skal ikke have alt med. Hvis der er sket et terrorangreb, og vi får at vide, lige inden vi går på, at nu har et belgisk medie netop afsløret identiteten på en af bagmændene, må vi gerne tage en dyb indånding og tænke os om. Vi må gerne være kildekritiske, før vi bare viderebringer noget. Det er faktisk vores ansvar at turde at være kedelige, at træde et skridt tilbage og træffe den rigtige beslutning.”

Kan du komme med et eksempel på sådan en situation, du selv har stået i?
”Da jeg selv rejste ud og lavede indslag, var der situationer, hvor jeg lige kunne have peppet indslaget lidt op ved at gå på kompromis med virkeligheden. For eksempel stod jeg på et tidspunkt i Gaza, hvor der havde været nogle angreb. Vi kom til et hus, hvor en væg var skudt i stykker. Manden, der boede i huset fortalte mig, at det var fjenden, der havde skudt her. Jeg blev ved med at spørge ind til det, for det virkede lidt mærkeligt. Det virkede for eksempel ikke helt nyt. Og efter lidt tid viste det sig så også, at det faktisk ikke var sket lige i den her omgang. I den situation var jeg egentlig under pres, for det ødelagde min historie, at jeg ikke kunne bruge det. Men alligevel valgte jeg at træde ud. Det har man altid rygdækning for på DR, og det er en af grundene til, at jeg godt kan lide at være her. Vi har et ansvar, der rækker længere ud. 
 

kommunikation@lejerbo.dk
f. 1978, er journalist og nyhedsoplæser
på TV Avisen. Han har en kandidatgrad i
dansk og journalistik fra Roskilde Univer-
sitet. Fra 2011-2014 var han DR’s korre-
spondent i USA. Han er født i Danmark,
mens forældrene kom hertil fra Tyrkiet.
Han er gift og er far til en pige på syv og
dreng på fire.

Platformen var klar
Som journalist er det svært at forestille sig et mere profileret og prestigefyldt job end at være vært på TV Avisen. Erkan Özden er klar over, at han selv har gjort en stor indsats for at nå derhen, hvor han er i dag, men samtidig er han taknemmelig for, at hans forældre har gjort det muligt.

”Mine forældre har knoklet så hårdt for at skabe de her rammer, for at indfri deres egne drømme og samtidig gøre det her muligt for mig.”

Det var derfor, kameramanden Stevens ord om faren som en mand med succes ramte ham hårdt.

”Fremmedarbejderne er tit blevet set på som sådan nogle lidt tarvelige typer. Og det billede tror jeg også, jeg tog med mig i mange år. Jeg kunne se for mig, hvordan min far var kommet herop som den her lille mand med overskæg, der fik udleveret noget arbejdstøj, der var alt for stort til ham, og kollegerne, som stod og grinede af ham, mens han ikke forstod et ord af, hvad de sagde.”

Men han greb muligheden, faren. Stille og roligt begyndte han at skabe en fremtid for sig selv og sine børn. At bygge den platform, Erkan Özden selv kunne realisere sine drømme ud fra.

”Det er vel noget af det ypperste, man kan nå her i livet. Gennem hele min barndom blev han ved med at vise mig det: Se nu det her fantastiske land. Her kan det hele lade sig gøre. Men det er op til dig selv. Det er dit ansvar at nå det. Og du må arbejde for det, hvis du gerne vil derhen.”   




Tekst: Tommy Heisz, foto: Jacob Nielsen


Læs hele magasinet som pdf

Læs hele magasinet som e-magasin