Frygten for bænken sidder stadig i mig

6. juni 2017

Steffen Jacobsen er et af de rigtig varme navne på den danske forfatterscene lige nu. Hans rå krimier er bestsellere i Danmark og flere andre steder i verden. Som dreng flyttede han rundt fra det ene socialt belastede område til det andet, og han måtte søge tilflugt i filmenes og bøgernes univers for at holde verden ud. Frygten for social deroute slipper ham aldrig helt.


Lejlighedsvis, juni 2017


’Den gode, den onde og den grusomme’. De fleste kender nok Sergio Leones klassiske film fra 1966. En stemningsfyldt spaghettiwestern med Clint Eastwood i hovedrollen og et iørefaldende mundharpetema. Få kender dog filmen så godt som forfatter Steffen Jacobsen:

”Jeg tror, jeg så den film i biografen 14 gange på én måned, da jeg var dreng,” fortæller han med et stille grin og et nostalgisk blik i de isblå øjne.
Den dag i dag mener han, at det er en fremragende film. Men det var ikke så meget det, det handlede om for drengen. For ham handlede det om at komme væk:

”Det var en flugt, selvfølgelig var det det. Den verden, jeg selv levede i, var fuld af svigt og skuffelser. Det hele var så elendigt. At sidde der i mørket og se på Blondie, Clint Eastwoods karakter, som bare havde styr på det, det var helt fantastisk.”

Flyttede konstant
Steffen Jacobsen er i dag 60 år. Han sidder i sin lejlighed klos op ad Rude Skov nord for København og fortæller. Trygt på afstand af alt det, der dengang for godt 50 år siden var hans virkelighed.

Her er højt til loftet og hvælvede vinduer. På væggen plakater af skuespillerinden Audrey Hepburn og en kat, der drikker absint. Over for mig sidder Steffen Jacobsen, cool og afslappet, iført et par slidte jeans og en løsthængende T-shirt. En dragetatoverings hale stikker ud under det ene ærme. Han tygger tyggegummi, og blikket bevæger sig nærmest søgende rundt i lokalet, når han tænker tilbage. På alle de film og i høj grad også alle de bøger, der blev hans flugt:

”Jeg kan huske, at jeg læste Astrid Lindgrens ’Vi på Krageøen’ rigtig mange gange. Den slags historier elskede jeg. Fortællinger om normale familier, hvor folk var søde mod hinanden.”

Steffen Jacobsen kalder selv det, han blev udsat for i sin barndom, for et massivt omsorgssvigt. Som den yngste i en børneflok på tre blev han rykket rundt i landet, da hans mor efter forældrenes skilsmisse indledte en nomadetilværelse. Flytningerne faldt ofte, og Steffen Jacobsen måtte hele tiden forsøge at slå nye rødder et sted, hvor han ikke ville blive boende ret længe. Gladsaxe, Korsør og Gellerupparken i Aarhus var blot nogle af de steder, han prøvede at bo.

I alt blev det til otte skoleskift for ham. Moren forsøgte hele tiden at opretholde facaden, men i virkeligheden var hun ikke i stand til at drage omsorg for ham. Hver gang socialrådgiveren kom på besøg, var det Steffen, der måtte dække over realiteterne ved at skynde sig at rydde og gøre rent og finde på en god historie. Og hver gang han blev rykket op med rode igen, gjorde det ondt:

”Jeg lærte hurtigt, at jeg ikke kunne regne med noget som helst. Ingen interesserede sig for, hvordan jeg gik og havde det, eller hvad mine behov måtte være. Jeg følte mig enormt magtesløs, og det var helt sikker derfor, jeg var så tiltrukket af historier, hvor folk selv kunne bestemme.”

Væk med forstyrrelser
At han samtidig skulle udvikle en sans for historiefortælling, som senere i livet skulle komme ham til gode, anede han intet om. En tilværelse som populær forfatter lå meget langt væk, da han som ung begyndte at uddanne sig som læge og skridt for skridt begyndte sin sociale opstigning.

Inden da skulle han igennem nogle svære ungdomsår, hvor han drønede rundt på sin knallert og begik småkriminalitet sammen med vennerne.
Først i en sen alder fandt han ud af, at han ville prøve kræfter med at skrive spændingsromaner. Og han ramte hurtigt plet. I 2008 debuterede han med 'Passageren', som allerede inden udgivelsen var solgt til flere lande, og siden er det gået rigtig stærkt. Fra 2013-2016 udkom han med hele fire bind i serien om Lene Jensen og Michael Sander. Spændingsromaner i et højt tempo og med en næsten filmisk stil, hvor der klippes hårdt og ofte. Bøgerne er blevet solide salgssucceser både herhjemme og i udlandet.

Her til formiddag har han netop siddet og redigeret sit seneste manus. Selvom det ikke passer ham særlig godt at stå tidligt op:

”Jeg er udpræget B-menneske, så det fungerer klart bedst for mig, hvis jeg kan arbejde om aftenen og om natten. Hvis jeg slet ikke skulle tage hensyn til andre, sad jeg nok altid fra seks aften til to om natten.”

Men så er der også lige hustruen. Og de fem sammenbragte børn, som godt nok efterhånden er ved at være voksne alle sammen, men som stadig kræver hans tilstedeværelse. Bortset fra det er han ret god til at lukke en osteklokke omkring sig:

”Jeg er meget effektiv, når jeg arbejder. Jeg er ikke på Facebook og den slags, og jeg har ingen tv-pakke, så der er ikke så mange forstyrrelser. Det er helt bevidst, at jeg sørger for at skabe et rum, hvor der kun er mig og bogen. Det er så nemt at sidde og flyde ud på Youtube og se kattefilm eller lige skulle skrive et eller andet på Facebook, men jeg synes, man skal arbejde professionelt med, hvad man nu end laver. Om det så er at vaske vinduer eller skrive bøger.”

Vil være verdens bedste
Det ambitiøse og målrettede gennemsyrer alle de ting, han har foretaget sig i sin lange karriere. Lægestudiet var et passende valg for ham, da han fandt ud af, at uddannelse var vejen væk fra den elendighed, der havde præget hans barndom:

”Det var meget konkret, meget håndgribeligt at læse medicin. Jeg kunne hele tiden bygge noget nyt ovenpå og følge en stige, der blev ved med at føre mig længere op,” fortæller Steffen Jacobsen.

Han var superambitiøs, så det gik støt og roligt fremad.

”Jeg var god til at bide tænderne sammen og hele tiden sige ”Hvis de andre kan, så kan jeg også”. Og så var jeg hele tiden drevet af frygten for at glide tilbage i det, jeg kom fra. Hvis jeg slap taget bare et kort øjeblik, ville jeg måske ryge i en social deroute, og det ville jeg for alt i verden undgå.

Det er jo et meget typisk træk hos folk, der ikke er blevet set af deres forældre. Så kan de bruge et helt liv på at overpræstere alene for at have en eksistensberettigelse. Den drift har været meget styrende for mit liv.”
Dengang vidste han ikke, hvad det handlede om. I dag, mange psykoterapeutbesøg senere, er Steffen Jacobsen blevet mere bevidst om, hvor driften kommer fra. Men den har aldrig sluppet ham helt. Og de tårnhøje ambitioner tog han med sig, da han for år tilbage tog hul på sit forfatterskab:

”Først ville jeg være verdens bedste læge, så ville jeg være verdens bedste forfatter.”

Steffen Jacobsen
F. 1956, er forfatter og overlæge dr. med. Han debuterede i 2008 med kriminalromanen
’Passageren’ og har siden skrevet en lang række spændingsbøger. Den bog, han netop nu er
ved at lægge sidste hånd på, skiller sig lidt ud fra de andre. Det er en historisk roman, som tager
afsæt i historien om Niels Bohrs arbejde med atombomben. ’Da blev jeg døden’ udkommer i
september på Lindhardt og Ringhof.

Et svært valg
Ursus ligger på en lille sofa ved siden af og logrer. En canadisk toller på syv år, som er Steffen Jacobsens tro følgesvend, når han som et afbræk fra skriveriet og redigeringen går ture i skoven lige ved siden af. For tiden har han orlov fra sit arbejde som overlæge på Hvidovre Hospital, og han går og leger med tanken om at træde ind i en tilværelse som fuldtidsforfatter.

”Det er en svær beslutning. Det har været en stor fordel for mig, at jeg på den her bog har kunnet være i det univers længere tid ad gangen. At det ikke kun er noget jeg sidder med om aftenen og i weekenden. Men på den anden side … jeg er sgu glad for mit job som læge, og jeg møder en masse mennesker der. Det bliver altså hurtigt en noget narcissistisk og navlepillende tilværelse at gå rundt og være oppe i sit eget hoved hele tiden. Verden bliver meget lille. Så jeg ved endnu ikke helt, hvilken vej jeg skal gå.”

Han understreger selv, at det selvfølgelig er et luksusproblem at skulle forholde sig til. At der er så mange mennesker, der gerne vil købe og læse hans bøger, at det overhovedet er en mulighed for ham at blive forfatter på fuld tid, er han taknemmelig for. Og når det kan blive så svær en beslutning for ham, er det nok igen hans forhistorie, der spiller ind:

”Det er ikke særlig rationelt, at jeg sidder her i en alder af 60 og stadig kan være nervøs for at skulle ende i rendestenen. Det ved jeg godt. Men følelsen sidder stadig i mig, og den blander sig også i den beslutning, jeg nu skal til at tage. For hvad nu, hvis jeg ikke bliver ved med at sælge lige så mange bøger, og det ikke helt hænger sammen. Hvad skal jeg så gøre? Eller hvad nu hvis jeg bliver skilt? Så er der altså ikke langt til det sted, hvor man pludselig sidder nede på bænken med hunden og en pose Bjørnebryg ved siden af sig.”


Tekst: Tommy Heisz, foto: Jacob Nielsen

Læs hele magasinet som pdf

Læs hele magasinet som e-magasin