Frygten for bænken sidder stadig i mig

6. juni 2017

Tirsdag d. 28. februar 2017 var en helt almindelig arbejdsdag på ejendomskontoret på Manøvej i Næstved. Men tingene gik ikke helt som planlagt, og varmemester Flemming Starup Roeds kolleger måtte pludselig træde til med livreddende førstehjælp.


Lejlighedsvis, oktober 2017

Leon Vilsgaard (tv.) og Flemming Starup Roed (th.) foran en af de nye hjertestartere.


For bedst som snakken gik under formiddagens kaffepause, spørger Peder, som sad overfor Flemming: ’Hvad sker der med Flemming?’ Hans hoved var røget bagover, han hev krampagtigt efter vejret, og 54-årige Flemming blev sort i ansigtet. Leon Vilsgaard, lokalinspektør for bl.a. afdelingen på Manøvej, reagerede prompte:

”Jeg kigger over på Jannik, vores helt nye praktikant, som sidder på den anden side af Flemming, og spørger, om han kan førstehjælp. Han siger ja, og vi får Flemming ned på gulvet og begynder at lede efter puls og åndedræt, men kan ikke finde noget. Jeg får Peder til at ringe 112, og han informerer alarmcentralen om situationen og fik at vide, at vi skulle påbegynde genoplivningen med hjertemassage og kunstigt åndedræt.”

Efter et lille kvarter dukker første ambulance op, og paramedicinere og akutlæge tager over.

Med en hjertestarter fra ambulancen får Flemming stød 5 gange og efter 1½ times behandling på stedet, bliver han lagt i kunstigt koma og kørt til Rigshospitalet. Bare 4 dage senere kom Flemming hjem igen – med indopereret pacemaker:

”Ja, det gik hurtigt! Jeg kan ikke rigtigt huske noget, indtil jeg kom hjem til mig selv igen. Kun fra de sidste par dage, hvor jeg var blevet opereret. Men det er vist meget normalt,” fortæller Flemming, der midt i juni måned var tilbage på arbejde på fuld tid igen.

Rystede kolleger
For Leon var der også de øvrige medarbejdere at tage sig af:

”Alle drengene var meget påvirkede af oplevelsen, så det var vigtigt for mig, at de vidste, hvad der var sket. Derfor ringede jeg til dem hver især, da jeg kørte fra Rigshospitalet, hvor jeg havde været sammen med Flemmings kone, indtil deres børn også kom frem, og vi vidste, hvordan det ville gå med Flemming. Jeg fortalte dem, hvad der var sket, siden vi kørte fra Manøvej, og at vi selvfølgelig kunne tilkalde krisehjælp med det samme, hvis de havde behov for det. Det var der ikke nogen af dem, der mente, de havde, men jeg var faktisk meget i tvivl, for de var meget påvirkede.

Men vi brugte rigtig, rigtig meget tid på at snakke om oplevelsen bagefter, og om vi kunne have gjort noget anderledes. Men det kunne vi faktisk ikke, det kørte efter bogen. Jeg tror ligeså meget, det var oplevelsen af, at ’snip-snap, nu er du ude’. At man ser en, man lige har siddet og talt med bare forsvinde, uden at man når at blinke med øjnene. For Flemming var jo reelt død! Der var hjertestop i over et kvarter, og det er en voldsom oplevelse.”

Selvfølgelig hjælper man!
Leon mener ikke selv, det var specielt heltemodigt at hjælpe Flemming. Det var simpelthen en naturlig ting at gøre:

”Selvfølgelig hjælper man et andet menneske uanset, hvem pokker det er, hvis de ligger der. Selvfølgelig gør du det. Og jeg er da sikker på, at hvis ikke jeg var gået i gang med førstehjælp, så var en af de andre trådt til.” Og Flemming er taknemmelig:

”Det er meget prisværdigt, det mine kolleger gjorde, og også at jeg i det hele taget har været så heldig at overleve det her! Jeg kunne jo ligeså godt være faldet om nede i en kælder alene, eller jeg kunne have siddet alene i en bil. Men nu skulle jeg gerne være garderet, fordi jeg har fået pacemaker, som støder til på samme måde som en hjertestarter, hvis der skulle ske et eller andet.”


Tekst: Lise Larsen Sodborg, foto: Kia Hartelius

Læs hele magasinet som pdf

Læs hele magasinet som e-magasin