Først og fremmest er vi søstre

27. september 2016

Anilde og Azilda Kaputu er vokset op i et hjem, hvor musikken altid har spillet en vigtig rolle. I det hele taget har familien været en stærk affyringsrampe for de talentfulde søstre. I foråret lærte hele Danmark dem at kende som Embrace, da de vandt X Factor på DR. 


Lejlighedsvis, september 2016



 

”Jeg synes, vi er kommet tættere på hinanden,” siger Azilda. Hun puster til dampen fra teen og sipper lidt til den skoldhede drik, mens hun kigger over på storesøster Anilde, der sidder og nikker bekræftende:


”Helt sikkert tættere på hinanden. Det bånd, der er mellem os, er blevet endnu stærkere af alt det her. Altså, vi har jo altid været meget tætte, men førhen var det alligevel noget andet. Der passede vi hver vores skole og havde hver vores venner at se til. Når vi nu også er kolleger, så er vi på en anden måde nødt til at følge hinanden tæt. Vi er sammen om noget. På den gode måde – det er jo dejligt,” griner hun.

22-årige Anilde og Azilda på 20 sidder på en kaffebar i hjertet af deres hjemby Holstebro og tænker tilbage på et hæsblæsende 2016. Ved indgangen til året var de så godt som ukendte, men så kom X Factor. Her stillede de to søstre op som Embrace og lagde det hele ned. På vej mod finalen og den endelige sejr i det populære tv-program fik de følgende ord med på vejen af dommer Thomas Blachman:

”Det danske sprog har aldrig lydt smukkere. Jeg er dybt rørt. Det var en magtdemonstration.”

Den aften havde de sunget en hårrejsende version af Ulige Numres Frit Land. En tekst om tolerance og imødekommenhed over for verden, som har en helt særlig klang, når man tænker på søstrenes egen familiehistorie.


Aldrig give op
X Factor handler om talent. Men også om at kunne finde noget andet frem i sig selv. At kunne klare presset ved tanken om, at næsten hele landet sidder og glor på en. Og at kunne rejse sig igen, hvis tingene ikke går så godt, og kritikken er hård. Og her er Anilde og Azilda måske udstyret med en ekstra ballast.

”Vi har i hvert fald lært af vores mor og far, at man ikke skal give op. At uanset hvor hårdt det ser ud, det man har foran sig, så må man bare komme i gang med at gøre alt, hvad man kan,” siger Azilda.

De ved, hvad de taler om, forældrene. For 16 år siden ankom de til Danmark som politiske flygtninge. I Angola havde de begge forsøgt at sætte sig op imod den omfattende korruption. Det er med livet som indsats, når man forsøger at gøre opmærksom på den slags problemer i et land som Angola, og især for faren blev risikoen pludselig meget konkret, fortæller Anilde:

”Han var vært på et radioprogram, og staten kunne ikke lide de ting, han gjorde opmærksom på. Derfor ville de slå ham ihjel. Det var kun, fordi vores far blev advaret af en ven, der havde fået et tip om det, at han fandt ud af det. Så hjalp FN os med at komme ud af landet, og Danmark blev valgt som vores nye hjem.” 

Begge piger var helt små, da familien ankom til Vestjylland. De husker kun i korte glimt andet end Danmark, men historien bærer familien stadig med sig. At rejse sig igen, når tingene ser sortest ud, er blevet et gennemgående tema for familien Kaputu:

”Vores mor og far havde en høj status og et godt liv i Angola, men så fra den ene dag til den anden måtte de opgive det. Min far har haft alle mulige job her i Danmark. Han har været pædagogmedhjælper, hjemmehjælper og taxachauffør, og han har arbejdet på et kyllingeslagteri,” fortæller Anilde.

Azilda supplerer: 
”Det kan ikke nytte noget at tænke på alt det, man mistede, man må se på, hvad man kan gøre her og nu. Det er nok noget af det vigtigste, vi har lært af vores forældre. At man skal blive ved med at kæmpe.” 


Vilde fester i garagen
Familiens historie spiller også en vigtig rolle, når det handler om de to søstres talent for musik. Så langt tilbage de kan huske, har rytmer og toner været en del af deres opvækst:

”Vores far er selv gammel musiker. Derfor betyder det måske også ekstra meget for ham, at vi har valgt at gå den her vej. Vores to ældste storesøstre er blevet konditor og gymnasielærer, og vores lillesøster er heller ikke rigtig ude ad det spor. Men for os to har musikken været noget, der bandt os sammen, og så bliver det jo bare endnu stærkere af, at vores far brænder så meget for det,” fortæller Azilda.

Da teen er drukket, slentrer de ned ad gågaden og videre igennem hjembyen mod det grønne lystanlæg i centrum, hvor der blandt andet er en parksø og en friluftsscene. Det er inspirerende omgivelser, de to søstre er vokset op i. Kultur og musik har altid fyldt meget i Holstebro. Azilda går til daglig på den anerkendte musikskole, og her i byen finder man også Holstebro Musikteater og Det Kongelige Teaters Balletskole. Anilde er for nylig flyttet til Aalborg for at begynde på pædagoguddannelsen, så i dag er det blevet sådan, at de mødes enten i Holstebro eller Aalborg, når de skal øve til koncerterne, som der heldigvis bliver flere og flere af i hele landet.

Solen står skarpt ned over lystanlægget. Anilde og Azilda sidder op ad hinanden og slikker solstrålerne i sig. Og selvfølgelig begynder de at synge. Azilda lægger ud med et par linjer, og straks sætter Anilde i. Det kommer helt af sig selv som det naturligste i verden, når man lige skal sidde der og slå lidt tid ihjel. Og det kommer da også et helt naturligt sted fra, fortæller de begge to. Blandt andet fra de mange fester, der gennem årene har fundet sted i familiens hjem her i Holstebro:

”Ja, vi er vist kendt for at holde mange fester i vores familie. Store fester, hvor der altid kommer mindst 50 mennesker,” griner Azilda.

Anilde fortæller:
”Far og mor har så mange venner her i byen. De gør altid så mange gode ting for folk, og så ender det med, at de kommer og besøger os, nærmest som om vi var familie. Det har altid været sådan, at de bare har åbnet deres døre. Der var for eksempel en gang, hvor vores far kørte som taxachauffør og samlede en kunde op, der skulle finde et sted at overnatte. De drønede rundt til alle hoteller her i byen, men der var optaget overalt. Så endte det med, at han tog kunden med hjem til os. Så kunne han jo lige låne vores gæsteværelse.”

Azilda griner ved tanken om den uventede gæst og supplerer:

”Sådan har det altid været. Vores forældre er også sådan nogle, der inviterer folk over juleaften, hvis de ikke lige har nogen at fejre det med. Så får de lov at opleve en jul hjemme hos os. Den får hele armen med gås og and og flæskesteg og selvfølgelig også afrikansk mad. Der skal ikke mangle noget. Og vi ender altid ude i garagen, hvor vi hører musik på anlægget og danser. Eller også spiller vores far på sin guitar, mens vi andre synger. Det er så festligt.”

Mod nye mål
Musikken har på den måde altid været et naturligt sprog for søstrene. Den sidder dybt i deres system. Og selvom det kan være svært at sætte ord på, hvad det præcist er, musikken kan gøre for en, giver Azilda det alligevel et forsøg: 

”Det kan løfte mig at spille musik. Hvis vi er ude og spille, og jeg kan mærke, at jeg har haft en træls dag, hvor det hele bare er sådan lidt hårdt, så sker der noget lige i det øjeblik, jeg går ind på scenen. Det er, som om alle problemerne bare forsvinder. Fra det ene øjeblik til det andet er alting bare fantastisk, og jeg kan være helt til stede i nuet.”

Anilde har det på samme måde. Både det selv at spille og at lytte til musik er en uundværlig ingrediens i livet for hende:

”Jeg tænker nogle gange på, hvor fantastisk det kunne være, hvis livet var en musical. Hvis folk pludselig kunne finde på at bryde ud i sang. At alle kendte den samme tekst og sang med hinanden og begyndte at danse omkring. Det kunne være så fedt.”

Det er nok tvivlsomt, om Anilde kommer til at opleve sådan et samfund. Men mindre kan måske også gøre det. Efter at X Factor-hysteriet har lagt sig, og søstrenes første EP udkom i maj måned, er de nu ved at have vasket tavlen ren og kan drømme om fremtiden. Azilda skriver mange sange for tiden, de øver og spiller koncerter i hele landet. I dag kalder de sig NEW:NAME i stedet for Embrace, og rent musikalsk kunne de også godt tænke sig at prøve en lidt ny retning:

”Nu har vi lavet noget meget casual musik. Det har været sjovt, men det kunne også være spændende at tage det et skridt videre. At samle et godt band omkring os og spille noget rigtig soul og måske komme ud på nogle større festivaler,” siger Azilda og giver ordet videre til Anilde:

”Ja, det kunne være fedt. Og hvis det kunne blive muligt at komme til at leve af det … det er lidt en drøm. Så vi også kunne bruge mere tid på musikken.”

De får hjælp af deres mor, som er uddannet cand.merc., med at lægge strategi og udarbejde en forretningsplan, så der er en større chance for, at deres drømme bliver til virkelighed. Anilde og Azildas musik er blevet til hele familiens projekt, og der bliver talt om det, hver gang de er hjemme.  Drømme er gode at have, men de to søstre er også enige om, at de må tage en dag ad gangen. Lige nu føles det som naturligt og rigtigt at synge sammen. Anilde fortæller, at hun for nylig skulle synge alene til et arrangement, og at det føltes helt forkert og amputeret.

Men én ting er de enige om, og de siger det næsten i kor, da samtalen er ved at nå sin afslutning:

”Vi vil altid først og fremmest være søstre. Det er dejligt, at vi lige nu også kan være kolleger, men alt det med musikken kan vi jo ikke vide hvor ender henne. Det er ikke sikkert, vi gider lave musik sammen længere om 30 år – men vi vil stadig være søstre. Der er ikke noget, der så vigtigt som det.”  


Tekst: Tommy Heisz, foto: Kia Hartelius 


Læs hele magasinet som pdf

Læs hele magasinet som e-magasin