Stadig glatte gulve i allergiker-hjem

9. august 2007


Efter sommerens debat om tæpper eller ikke tæpper til allergikere, slår Astma- og Allergiforbundet og Statens Byggeforsknings Institut (SBI) fast, at de nuværende anbefalinger om glatte gulve uden tæpper stadig gælder.


9. august 2007


Thorkil Kjær, direktør i Astma- og Allergiforbundet, ser ingen grund til at ændre på den nuværende anbefaling.

- "I det virkelige liv kan du i længden ikke rengøre tæpper og ru, lodne overflader tilstrækkeligt. Det betyder, at skidt og snavs hober sig op. Når børnene så leger eller hopper på gulvet, eller der på anden måde sættes gang i støvet, vil resultatet så være, at dine luftveje udsættes for en massiv støvpåvirkning."

Det var et forskningsprojekt fra SBI, der oprindelig startede debatten, men heller ikke her ser man grund til at ændre på anbefalingerne. I en nyhed på deres hjemmeside slår de fast, at det kun er de små støvpartikler der fastholdes i tæpper.

- "Laboratorieforsøg viser, at lodne overflader fungerer som en luftrenser, der indfanger de små partikler, der findes i vores boliger. Men det gælder kun de ultrafine partikler. De bliver nemlig i overvejende grad siddende på tæppefibrene. De større partikler derimod kan bære allergener og vil kunne genophvirvles, når man færdes i rummet."


For uddybende information læs artiklerne:

"Allergikere skal beholde de glatte gulve" - Statens Byggeforsknings Institut
"Vælg stadig glatte gulve" - Astma- og Allergiforbundet