Ny hjertesti og åbent hus i Vintersbølle ved Vordingborg

30. maj 2013

I et samarbejde mellem Hjerteforeningen, Vordingborg Kommune og Lejerbo er der i Vintersbølle ved Vordingborg blevet anlagt en ny motionssti til glæde for kommunens indbyggere.

Hjertestien, som motionsstien hedder, indvies lørdag den 8. juni kl. 14:00. Åbningsfesten byder på åbningstale af formanden for Hjerteforeningens lokalkomité i Vordingborg, indvielse og klip af den røde snor ved borgmester Henrik Holmer. Efter afslutningen er der uddeling af præmier i det bingospil, der er en del af turen rundt på stien samt sandwich og vand.

Stiens start er på p-pladsen ved Vintersbølle Strand 5. Hvide skilte med Hjerteforeningens røde hjertelogo markerer den ca. 4 km lange sti, der går gennem skov, langs vand og marker og retur til startstedet. Man kan også vælge en kortere tur på ca. 2 km. På 2 km-turen vil der deltage medlemmer fra hjerteforeningen, som fortæller om området og besvarer spørgsmål om Hjerteforeningen. På denne tur deltager også Sundheds- og naturvejleder, Susanne Rosenild, der vil give en introduktion til motionsredskaberne ved plejecentret. På 4 km-turen deltager naturvejleder Elise Steen Hvelplund og medlemmer fra Hjerteforeningen, og rundt på turen kan du høre om den spændende natur og kulturhistorie i Vintersbølleskoven og et besøg ved Beværterhuset.

Samtidig med indvielsen af motionsstien er der åbent hus i Lejerbos boliger lige ved stiens start på Vintersbølle Strand 5. Der er åbent hus fra kl 10 til 16.

Der er ingen tilmelding til hverken åbent hus eller indvielsen af motionsstien - du skal bare møde op.

Bor du ikke i nærheden af Vintersbølle Strand, kan du finde en hjertesti i nærheden på www.hjertestier.dk.