KulturWeekend i Brøndby Strand

27. maj 2016

Brøndby Strand byder endnu engang velkommen til KulturWeekend, der foregår i weekenden fra den 3. – 5. juni.

KulturWeekenden bliver holdt i Esplanadeparken mellem centret og kirken, hvor bydelens boligafdelinger, foreninger, kirken og Kulturhuset Brønden sammen skaber en farvestrålende festplads med telte, loppeboder, børnehjørne, musik og mad fra alle verdenshjørner.



”Det bliver en weekend med kultur på alle hylder. Og her tænker jeg på kultur i ordets bredeste forstand. Vi har i år med vores tema ’Kultur i forening’ særligt fokus på, at kultur ikke er noget, der adskiller, men derimod noget, der samler. Vi synes, det er et vigtigt budskab i en tid, hvor mange fokuserer på forskellene mellem mennesker”, siger Nynja Østergaard, der sidder i styregruppen for KulturWeekenden.


Børnehjørnet

KulturWeekenden er et af de årlige højdepunkter for områdets børn og unge. Og i år bliver ingen undtagelse. I børnehjørnet er der hoppeborg, ansigtsmaling, rideture og børneloppeboder hele weekenden. Brandvæsenet kommer også forbi med brandbil og stigevogn. Noget der som regel skaber stor glæde hos de helt små, når de får lov til at komme ind i brandbilen. Et nyt tiltag for de unge er en rodeo-kamel, hvor der kan dystes om, hvem der kan holde sig siddende på kamelen længst tid. Det skal nok blive et tilløbsstykke.




Musikken spiller

Musikken på KulturWeekend kommer i år fra både Tyrkiet, Balkan, Danmark og Mellemøsten. Det dansk-bosniske orkester Balkan Sevdah Club spiller lørdag musik fra Balkan og synger også blide bosniske folkesange. I Cafételtet har Brøndby Jazzklub sørget for jazz fredag eftermiddag og aften. Her åbner ’Blues Lounge’ teltet med en omgang svedende og swingende blues efterfulgt af ’Dixie Swingers’, der spiller traditionel jazz.

Afslutningskoncerten søndag eftermiddag er med Middle East Peace Orchestra, hvis musik både har elementer fra den jødiske klezmermusik, mellemøstlig “makam” til traditionel arabisk musik. Kirken, der står bag det programpunkt, har netop valgt dette orkester for at vise, at i Brøndby Strand står vi sammen som mennesker uanset religion og kultur.


Foreningerne er på pladsen
På KulturWeekenden står områdets frivillige og foreninger også for en stor del af underholdningen. Og i løbet af lørdag eftermiddag kan man fx opleve Brøndby Strand Gymnastikforenings dygtige gymnaster og Come and dance’s linedansere. Flere andre foreninger deltager også i weekenden og er klar i teltene til at fortælle om det, de arbejder og brænder for.

KulturWeekend Brøndby

Du kan se hele KulturWeekendens program på brøndbystrand.dk


Flere oplysninger

Presseansvarlig Mette Krogh Olsen, tlf.: 60 35 46 91
Talsmand Nynja Østergaard, tlf.: 31 19 17 81