Lejerbos initiativpris 2013

21. maj 2013

Der var stor spænding om årets initiativpriser. Sidste år valgte hovedbestyrelsen ikke at uddele prisen på grund af for få egnede kandidater. Men i år kunne landsformand Kenneth Høfler både uddele en spirepris, en andenpris og en førstepris på årets landsrepræsentantskabsmøde den 16. maj.

Spireprisen
Spireprisen gik til afd. 091-0 Frøgården i Haslev. Afdelingen har fået den ide at etablere en el-bil-deleordning. Ideen fandt hovedbestyrelsen så original, at den valgte at belønne den. Med i overvejelserne var også, at det er tanken, at både afdelingens beboere, organisationen og regionskontoret vil kunne få glæde af bilen.

Andenprisen
Andenprisen fik afd. 018-0 Birkevænget i Nakskov. Afdelingen har sammen med en naboafdeling fra et andet boligselskab sat sig for at gøre noget for de foreningsløse unge, der ikke benytter sig af de traditionelle foreningsaktiviteter. Og derfor har de sammen etableret en streetfodboldbane. Det var ikke mindst evnen til at kunne kigge ud over egen matrikel for at styrke naboskabet, der vægtede tungt hos hovedbestyrelsen.

Førsteprisen
Førsteprisen og de 25.000 kr. gik til afd. 457-1 Blegdamsvej i København. I sin begrundelse lagde hovedbestyrelsen vægt på, at den nye, unge bestyrelse sammen med beboerne på forholdsvist kort tid har formået at booste det sociale liv og fællesskab i boligafdelingen i bemærkelsesværdig grad. Gennem en lang, lang række af beboervendte og inddragende initiativer har de formået at styrke både naboskabet og beboernes engagement i afdelingens liv. Det mente hovedbestyrelsen kunne tjene som eksempel til efterfølgelse for boligafdelinger i hele Lejerbo.

Prisen blev modtaget af afdelingsformand Stine Prammann, der i sin takketale blandt andet takkede resten af afdelingsbestyrelsen, som hun betegner som et supergodt team.

Stort tillykke til de tre vindere.

Lejerbo initiativprisen 2013

Tekst: Tine Staun Petersen

Fotos: Jacob Nielsen

 

Få RSS-nyheder

Find din lokale hjemmeside