Nyt projekt på Beauvaisgrunden på Østerbro

26. april 2016

Et vinderprojekt, der er udviklet med stor omtanke for de østerbroere, der i dag bruger grunden til rekreative formål. Sådan lyder det fra teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL), når han beskriver Lejerbos projekt på Beauvaisgrunden på Østerbro i København.

Teknik- og Miljøudvalget har vedtaget Lejerbos projekt på Beauvaisgrunden, der har stået tom i mange år. Grunden har sit navn fra Beauvais-fabrikken, der lå på grunden, indtil den lukkede og blev revet ned i 1969. Siden da har Beauvaisgrundens fremtid været oppe og vende flere gange, men nu er det altså afgjort, at Lejerbos projekt skal opføres på grunden.

Lejerbos projekt, der er i samarbejde med RUBOW arkitekter, omfatter tre femkantede, smalle boligtårne på mellem 15 og 30 meter på grunden, hvor der samtidig bliver plads til grønne områder og rekreative byrum.

Projektet er et af de første eksempler på Lejerbos nye bygherrestrategi, hvor der lægges stor vægt på at tænke nybyggeri ind i omgivelserne.
  
Planen er at bygge op imod 69 almene familieboliger, der kan huse unge, unge par samt små og store familier. Boligerne forventes at stå klar i foråret 2019.

Vi vil løbende informere om projektet.

Få RSS-nyheder

Find din lokale hjemmeside