Strålende kongelig modtagelse i Gyldenrisparken

Tirsdag stod Gyldenrisparken på den anden ende fra morgenstunden. For denne formiddag fik boligafdelingen besøg af selveste den engelske Prins Charles og Danmarks Kronprins Frederik.
27. marts 2012

Mange beboere og andre fra området omkring Gyldenrisparken var samlet for at modtage de kongelige gæster, som fik en tur rundt i afdelingen, der siden 2008 har gennemgået en forvandling fra et udsat boligområde til attraktivt sted at bo for de ca. 900 beboere.


Børnene fra Gyldenrisparken venter spændt på de rigtige prinser

Vores boligområde
Solen strålede om kap med de mange glade beboere og besøgende, og den varme velkomst fik da også de to kongelige gæster til at kvittere med at stoppe op for at snakke. Der blev både trykket hånd, udvekslet bemærkninger og smil. For mange var det en stor, stor oplevelse at møde prinserne. En af dem var Minna Olsen, der sammen med sin mand Poul har boet i Gyldenrisparken, siden boligerne blev bygget i 1966. ”Der har aldrig boet andre end os i den lejlighed, så vi betragter jo boligområdet som vores. At vi fik royalt besøg, løftede lige os alle sammen lidt op. Vi har været rigtig godt tilfredse med renoveringen, så vi vil gerne vise resultatet frem”, fortæller Minna.


Minna Olsen, th. sammen med Birthe Jensen, der også bor i Gyldenrisparken

Prins Charles foreslog urtehaver
Også afdelingsformand Bjarne West var stolt over og glad for at vise Gyldenrisparken frem for gæsterne: ”Charles fik noget at vide om beboerdemokratiet, og han foreslog, at de grønne arealer mellem blokkene blev lavet til urtehaver til beboerne. Jeg fortalte ham, at det jo er beboerne, der bestemmer det, men han mente, at jeg bare skulle stille forslag om det, så skulle det nok blive vedtaget”.


Her er Prins Charles på vej rundt i Gyldenrisparken

Boliger for alle
I det hele taget var det den gode historie om Gyldenrisparkens vellykkede forvandling fra slidt og tynget til et attraktivt og miljøbevidst boligområde, som gik igen denne formiddag. Næstformand i afdelingsbestyrelsen og beboer i Gyldenrisparken Marianne Jørgensen fik også mulighed for at tale med gæsterne. "Vi fik fortalt prinserne, at det ikke er nogen ulempe at vokse op i et alment boligområde. Alle slags danskere bor i almene boliger”, lød Mariannes budskab. Og det fik både Prins Charles og Kronprins Frederik virkelig set denne strålende formiddag i Lejerbos afd. 128, Gyldenrisparken på Amager.

Se video fra besøget

Se billederne fra Gyldenrisparken

Se billederne af prinserne fra turen rundt i Gyldenrisparken









Få RSS-nyheder