Åbent hus i Cirkelhuset

14. november 2013

Lejerbo står nu klar med 130 unikke boliger i det karakteristiske cirkelhus i Køge.

Cirkelhuset

Derfor holder vi åbent hus for alle interesserede

Lørdag d. 30. november fra klokken 10.00 til 15.00
Cirkelhusene 1-8 i Køge (ved hjørnet af Egedesvej og Fuglebæk Allé).

Her kan du se en prøvebolig og blive skrevet op til en lejlighed. Der vil blandt andet også være mulighed for at se en fireværelses i et plan.

Cirkelhuset er et unikt byggeri i mellem 3 og 6 etager, hvor den skrånende cirkel sikrer mest muligt lys til alle lejligheder. I midten af cirklen findes et hyggeligt gårdmiljø, ligesom udsigten til Køge Bugt eller den omkringliggende natur kan nydes fra lejlighedernes egne altaner og ikke mindre end tre fælles tagterasser.


Lejlighederne varierer i størrelsen med 2, 3 og 4 værelser, med boliger til både par, enlige og børnefamilier.


Cirkelhuset ligger i den attraktive grønne kile, der strækker sig op til Egedesvej. Området er i rivende udvikling og i 2016 kommer der blandt andet en ny s-togsstation bare 800 meter fra Cirkelhuset.

Hent en udlejningsbrochure om Cirkelhuset.

Vil du vide mere, så ring til os på 70 12 13 10.

Fleksible kriterier:

Boligerne udlejes efter fleksible kriterier, som betyder, at ansøgere med tilknytning til arbejdsmarkedet, studerende, boligsøgende over 55 år eller skilsmisseramte har fortrinsret.

Der er mellem Køge Kommune og Lejerbo Køge indgået aftale om fleksibel udlejning efter de neden for beskrevne kriterier.

Aftalen omfatter 100% af de ledige lejligheder i afdeling 154, Søparken, og afdeling 914, Cirkelhuset . De af aftalen omfattede ledige boliger tildeles boligsøgende efter følgende kriterier:

1. Fortrinsret for personer, der har fast tilknytning til arbejdsmarkedet, dvs. har minimum 25 timers arbejde om ugen.

2. Fortrinsret for unge, som er i job eller under uddannelse.

3. Fortrinsret for personer/familier (i kommunen), hvor mindst et af husstandens medlemmer er over 55 år, og som ønsker at flytte til en bolig, der er mere egnet som ramme om et liv som ældre, eller som ønsker at flytte nærmere til familie og slægtninge. Pågældende skal være i beskæftigelse, på efterløn eller være folkepensionist.

4. Fortrinsret for personer i kommunen, der i forbindelse med separation, skilsmisse eller brudt parforhold har behov for en hurtig boliganvisning. Fortrinsretten efter dette kriterium kan gives i indtil et år efter skilsmisse, separation eller samlivsophævelse.

Aftalen om fleksibel udlejning har ingen konsekvenser for den interrne venteliste/oprykningsventelisten eller for retten til at bytte.

Aftalen er gældende indtil maj 2014.

Få RSS-nyheder