Næstbedst på nettet

21. august 2013

I forbindelse med BLs årlige forvaltningskonference blev den bedste boligorganisation på nettet kåret. I år gik prisen til KAB i et tæt opløb med Boligselskabet Sjælland og Lejerbo.

Bedste boligorganisation på nettet


Sidste år udskrev BL i samarbejde med Rambøll konkurrencen ’Bedste boligorganisation på nettet’, for at sætte ekstra fokus på boligselskabernes brug og opbygning af hjemmesider. Alle boligselskaber blev opfordret til at deltage, og deltagernes hjemmesider er henover foråret blevet gennemgået omhyggeligt ud fra en række fastsatte kriterier.

I går blev spændingen så udløst. Blandt de store boligselskaber blev vinderen KAB, mens vinderen hos boligselskaber med under 5000 lejemål blev ØsterBO fra Vejle. Begge hjemmesider blev rost for deres søgefunktionalitet og ØsterBO særligt for deres chatfunktion, der gør det muligt at få direkte hjælp under opskrivningen.

Lejerbo blev ved samme lejlighed rost for hjælpemenuen på hjemmesiden, hvor man kan finde en række små film, der hjælper med opskrivningsprocessen.

Konkurrencen fortsætter næste år, hvor der vil være ekstra fokus på, hvad brugerne af siderne efterspørger lige nu.

Vi siger tillykke til KAB og ØsterBO.

Få RSS-nyheder