Nye regler i Høje Gladsaxe

17. juni 2014

Fra 1. januar 2014 er der kommet nye kriterier for udlejning af Lejerbos boliger i Høje Gladsaxe. Nu skal du enten opfylde 1 af de 3 kriterier til den fleksible venteliste eller allerede bo i Lejerbos afdeling i Høje Gladsaxe.

For dig som boligsøgende betyder det, at du skal logge på siden her og genvælge dine fleksible kriterier, hvis du er skrevet op til boliger i Høje Gladsaxe. Du mister naturligvis ikke din anciennitet ved at rette i dine fleksible kriterier. Du logger på i øverste højre hjørne med din mailadresse som brugernavn og din selvvalgte kode. Har du ikke et login, så kontakt login@lejerbo.dk og du vil få oprettet et login, så du kan rette i dine opskrivninger.

De nye regler betyder, at du kan komme i betragtning til en bolig, hvis:

1. Du er i arbejde
• Hvis du er enlig, skal du have et fuldtidsarbejde (37 timer om ugen)
• Er I et par, skal én af jer have fuldtidsarbejde (37 timer om ugen), eller I skal hver især arbejde minimum 25 timer om ugen.

Du skal have haft dit arbejde i minimum 4 måneder, før vi kan tilbyde dig en bolig. Er du nyuddannet, kan du søge dispensation fra kravet om 4 måneders arbejde. Arbejder du inden for et overenskomstområde, hvor timetallet er lavere end 37 timer, vurderer vi ud fra det aktuelle timetal.

Vi betragter jer som par, hvis I er ægtefæller eller lever i et papirløst forhold, hvor I kan dokumentere, at I har levet sammen i minimum 1 år.

2. Du er studerende
Er du studerende, og vil du gerne på den fleksible venteliste, skal du:
• studere på en SU-berettiget uddannelse
• være under 30 år

Hvis dine forældre bor i Lejerbo’s afdeling i Høje Gladsaxe, har du fortrinsret i forhold til andre studerende. Det gælder dog kun, hvis du flytter direkte fra dine forældres lejlighed.

3. Du er senior
Du/I kan komme på den fleksible venteliste, hvis en af jer er fyldt 55 år, og husstanden allerede bor i Gladsaxe Kommune.

4. Du bor i Lejerbos Høje Gladsaxe-afdeling
Du kan komme på den interne venteliste, hvis du allerede bor i Lejerbo’s afdeling i Høje Gladsaxe og søger en bolig, der har færre eller samme antal rum som den fraflyttede bolig.

Når du får et boligtilbud, skal du være opmærksom på, at Lejerbo skal have dokumentation for, at du opfylder kriterierne. Det kan være ansættelseskontrakt, lønsedler, sygesikringsbevis, studiekort og lignende. 

Har du spørgsmål er du som altid velkommen til at kontakte vores kundeservice på tlf 70 12 13 10 eller via kontaktformularen.

Få RSS-nyheder