Kloster bliver til moderne senior- og plejeboliger

6. januar 2015

Lejerbo København, Sankt Joseph Søstrene og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune er gået sammen om et projekt, der skal skaffe godt 20 seniorboliger og 100 nye plejeboliger til københavnerne.

Boligerne skal opføres på den grund på Strandvejen 91, hvor Sankt Joseph Søstrene i dag driver kloster og plejeboliger.

KlosterDet nuværende kloster bevares, men skal gennemrenoveres. De eksisterende, utidssvarende plejeboliger skal rives ned, og i stedet skal der opføres et moderne plejecenter.

”Det er en helt unik bygning og en helt unik grund, som vi nu skal omdanne til moderne boliger med stor respekt for de særlige rammer. På grunden ligger der også en smuk klosterkirke, som skal bevares og som skal have en ny funktion i fremtiden”, fortæller Jan Hyttel, formand for Lejerbo København. ”Derfor er det også glædeligt, at det sker i et konstruktivt samarbejde med søstrene og med Københavns Kommune”.

Klostrets provinicialpriorinde, søster Marianne Bode, fortæller om beslutningen: ”På grund af det dalende antal søstre har vi skullet finde en ny løsning for vore bygninger. Samtidig har det været vigtigt for os, at vi kan blive sammen som et ordenssamfund, hvor bøn og fællesliv er grundpillerne. Med denne løsning kan de plejekrævende søstre også flytte ind på det nye plejecenter, og de øvrige søstre kan bo sammen i et seniorbofællesskab på matriklen”.

Også fra sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen er der glæde over projektet: ”Vi glæder os meget til at se de nye plejeboliger i de flotte og kulturelle omgivelser. For Københavns Kommune har det været vigtigt at få gode plejeboliger på Østerbro”, siger hun.

Hvordan de nye boliger præcist kommer til at se ud, skal afgøres i forbindelse med en totalentreprisekonkurrence, som skal gennemføres løbet af 2015. Herefter skal der laves nye lokalplaner, udarbejdes anlægsbevilling osv. De nye senior- og plejeboliger forventes derfor at stå klar til indflytning i 2019/2020.

Kloster Sankt Joseph Søstrene er oprindeligt et fransk katolsk ordenssamfund, der kom til Danmark i 1856. Klostret og Immaculatakirken på Strandvejen 91 er fra 1905. Antallet af søstre har de senere år være faldende, og i dag bor der 9 søstre i klostret og 17 ældre, plejekrævende søstre på det tilhørende plejehjem.

Få RSS-nyheder