Fordeling af familieboliger
Som hovedregel udlejes en ledig bolig til den, der har stået længst tid på ventelisten. Der er dog nogle, som har fortrinsret:
Husstande med et eller flere børn under 23 år har fortrinsret til boliger med 3 eller flere beboelsesrum.
For nogle boligafdelinger kan organisationsbestyrelsen have bestemt, at par uden børn kan få boliger med 3 beboelsesrum i lige konkurrence med husstande med børn.
Herudover har beboere på ventelisten, som allerede har en bolig i samme boligafdeling, og dernæst beboere på ventelisten som allerede har en bolig i samme boligorganisation, fortrinsret forud for ventelisteansøgere udefra. Med "beboere" menes i dette tilfælde, personer der bor i lejemålet og som fremgår af lejekontrakten.
Enkelte familieboliger kan være ombygget og særligt indrettet til ældre og personer med handicap. Til disse boliger har ældre og handicappede fortrinsret uanset deres placering på ventelisten.