Mjølnerparken

23. maj 2016

I forbindelse med terrorangrebene sidste år fik Mjølnerparken ufrivilligt en rolle, fordi gerningsmanden havde en relation til boligafdelingen. Det betød en rasende mediestorm, men et par unge beboere tog kampen op og fik fortalt de positive historier om deres afdeling.


Årsmagasinet 2015


kommunikation@lejerbo.dkDet var en ordentlig tørn de to unge beboere, Jawad og Usman, tog, da de besluttede sig for at gå offensivt ind i arbejdet med at vise resten af verden den anden side af sandheden om Mjølnerparken. Faktisk brugte de to mere end en måned på at snakke med alle tænkelige dele af pressen: Radio, tv, dagspressen, magasiner – ja, selv japanske journalister fik del i historierne. Indsatsen blev belønnet med et hav af gode historier og med Lejerbos specialpris for den store indsats.

Hvad var det, I gjorde?
”Efter angrebet så jeg en artikel i BT, der ikke stillede Mjølnerparken i et særlig positivt lys. Så jeg tog fat i vores afdelingsformand Søren og foreslog at sende en pressemeddelelse ud, så vi kunne lave noget damage control. Han synes ikke, at vi skulle sende en pressemeddelelse ud, men han var blevet kontaktet af rigtig mange journalister, og han spurgte, om han ikke måtte sende journalister videre til os. Og så begyndte det at vælte ind”, fortæller Jawad.


Snebolden rullede
”Vi følte, at vi var forpligtede til at fortælle en anden form for sandhed, end den der fyldte medierne på det tidspunkt”, supplerer Usman. Og da de to unge havde talt med det første medie, så rullede snebolden. Medie efter medie var ude efter gode casehistorier, og de unge var ikke sene til at gribe de muligheder, det gav dem: ”Vi begyndte at sprede de positive historier om Mjølnerparken generelt. For eksempel da nye tal fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd viste, at flere unge tager en uddannelse. Det skabte både bedre historier i forhold til terrorangrebet og generelt i forhold til Mjølnerparken”, siger Jawad.

”Og det fik faktisk en stor effekt. Pludselig var daværende justitsminister Mette Frederiksen ude og kommentere på vores historier. Og både Manu Sareen og Morten Østergaard var hjemme forbi dig, Jawad. Medierne brugte de samme kilder, så der kom gode historier om uddannelse og mønsterbrydere frem for historier om terrorister”, forklarer Usman.

Mere end 15 minutters berømmelse
Men hvorfor var det netop jer to, der gik i pressen?
”Vi har jo arbejdet med beboerblad her i Mjølnerpark­en siden 2009. Så vi vidste, hvordan man agerer som journalist, og derfor vidste vi, hvad vi gik ind til. Og de ting, vi fortalte medierne, det er noget, vi har drøftet i mange år. Så det lå til højrebenet, synes vi selv” siger Jawad.

”Vi havde pænt travlt, men det var fedt. Vi har for længst opbrugt vores kvote på de 15 minutters berømmelse, som man siger, at et menneske har. Men det var godt, fordi vi blev sat i forbindelse med nogle gode ting. Det var positive historier, hvor vi følte, at vi blev hørt”, mener Usman.

kommunikation@lejerbo.dk

Vores hjem og vores sjæl
Fik I hjælp til det?
”Vi brugte hinanden. Efter hvert interview snakkede vi om, hvordan det var gået, om noget kunne have været bedre. Næste gang vi får stillet det her spørgsmål, kunne vi gøre svaret endnu skarpere ved at sige sådan og sådan”, forklarer Jawad.

Usman uddyber: ”Vi var interesserede i, at det kom så naturligt fra os som muligt. Vi har en følelsesmæssig diskurs, fordi det handler om vores hjem og vores sjæl. Der var hverken en chef eller nogen fra Lejerbo, der fortalte os, hvordan vi skulle gøre. Selvom det var afdelingsformanden, der startede med at henvise journalister til os, bad han os ikke om at gøre det på en bestemt måde. Vi styrede det selv”.

Omar har boet der
Oplever I, at Mjølnerparken har forandret sig på det år, der er gået?
Usman er ikke i tvivl: ”Ja! Jeg er på arbejdsmarkedet, og når jeg fortæller, at jeg er fra Mjølnerparken, så er det blevet mere alvorligt. Tidligere var Mjølnerparken kendt som et sted, hvor der blev lavet mange drengestreger, nu er det noget helt andet. Folk tænker: Åh det var der, Omar har boet.”

”Det er nogle lidt andre problematikker, der gør sig gældende. Det med terror og ekstremisme er kommet til at fylde meget i vores hverdag. Og efter angrebet tror jeg også, at Mjølnerparken er blevet sat i bås med det”, mener Jawad. ”Men som beboer tror jeg, at Mjølnerparken er blevet et bedre sted at bo de sidste mange år. Der er kommet mere ro på, og der er blevet taget hånd om mange af de sociale problemer. Og vi ser, at langt flere unge tager en uddannelse. Så der er en forandring på vej”.

Nuanceret mediebillede
Forandringen kræver flere positive historier, forklarer Usman: ”Der var positive historier fra Mjølnerparken før februar 2015. Så det var et tilbageslag, der ødelagde pænt meget af vores imagearbejde. Der er jo en tendens til, at man fokuserer mere på de negative historier end på de positive. Derfor var det så vigtigt med de positive historier”.

Og det har bestemt haft en effekt, er de to unge enige om: ”Som beboer er det ikke rart at skulle se avisoverskrifter og tv-indslag, hvor man får at vide, at det sted, du bor, er noget skidt, Jeg er rigtig glad for, at vi fik nuanceret det mediebillede, der var. Der kom jo negative historier, men de blev opvejet af vores indsats”, slutter Jawad.


Læs de øvrige artikler i Årsmagasinet 2015 som e-magasin

Læs de øvrige artikler i Årsmagasinet 2015 som pdf


Fotos: Jacob Nielsen