Gyldenrisparken imponerede prinserne

27. marts kl. 10.10 stod Gyldenrisparken på Amager på den anden ende. På præcist dette tidspunkt rullede en kortege op foran afdelingen, og ud kom engelske Prins Charles og Danmarks Kronprins Frederik.

Mange beboere og andre fra området omkring Gyldenrisparken var dukket op for at modtage de kongelige gæster, som fik en tur rundt i afdelingen, der siden 2008 har gennemgået en forvandling fra et udsat boligområde til attraktivt sted at bo for de ca. 900 beboere.

I løbet af den time, de to prinser tilbragte i Gyldenrisparken, fik de historien om områdets forandring, både fysisk i de 432 boliger og socialt blandt beboerne, arkitekturen bag renoveringen, de grønne tiltag og meget mere.

Afdelingsformand Bjarne West var vært, og for ham var det en helt særlig oplevelse at få lov til at vise prinserne resultatet af mange års arbejde, og at få muligheden for at fortælle Prins Charles lidt om, hvordan de almene boliger fungerer i Danmark:

”Jeg er imponeret over, hvor afslappede de var og at de tog sig tid til at hilse på alle, store og små, unge og ældre. Charles fik noget at vide om beboerdemokratiet og han foreslog, at de grønne arealer mellem blokkene blev lavet til urtehaver til beboerne. Jeg fortalte ham, at det jo er beboerne, der bestemmer det, men han mente, at jeg bare skulle stille forslag om det, så skulle det nok blive vedtaget”.

På turen var Prins Charles og Kronprins Frederik på besøg i den integrerede børnehave og vuggestue Den Grønne Planet, der ligger midt i det grønne område mellem boligerne, og også plejecenteret Bomi-Parken fik fint besøg.

Formand for BL og direktør i Lejerbo, Palle Adamsen var med til at vise prinserne rundt i Gyldenrisparken:

”I Danmark har vi ikke som sådan ”social housing”, men solide bebyggelser med blandede beboermasser, som vi kalder almene boliger, og det fik vi virkeligt vist dem i dag. Man kunne både se og mærke prinsernes begejstring. Charles tog sig tid til at komme i kontakt med de beboere, han mødte, og var især interesseret i at høre om deres begejstring for renoveringen. Kronprins Frederik bemærkede, at man bare ved at gå rundt i området kunne fornemme, at det er et godt sted at bo og vokse op.”

Men på turen rundt i Gyldenrisparken var også overborgmester Frank Jensen, der var enig med prinserne i, at netop dette boligområde er et godt eksempel på, hvordan man vender de udsatte boligområder udvikling:

”Jeg er stolt af at vise dette lille hjørne af København frem for både det engelske og det danske kongehus. For det er et flot eksempel på, at udviklingen i et boligområde kan vendes, så trygheden stiger, flere kommer i arbejde og nye beboere flytter til,” sagde overborgmester Frank Jensen, som gerne ser, at København bliver kendt som byen, hvor alle har mulighed for at skabe sig en god tilværelse, uanset hvor de bor.

Gyldenrisparkens boliger og daginstitutioner er i alt blevet renoveret for 750 mio. kr. For meget mere information om renoveringen, de miljøvenlige tiltag i byggeriet af institutionerne, rettighedsfrie billeder fra besøger og meget mere: www.lejerbo.dk/gyldenrisparken

Se og hent pressebilleder


Kontakt

Bjarne West, afdelingsformand i Gyldenrisparken. Tlf.: 30 84 56 95

Nina Stokholm, projektleder, den boligsociale helhedsplan i Gyldenrisparken. Tlf.: 30 84 50 22

Palle Adamsen, administrerende direktør i Lejerbo og formand for Boligselskabernes landsforening. Tlf.: 30 84 56 95 eller paa@lejerbo.dk

Pressekontakt til overborgmester Frank Jensen via souschef Marie Kruse: Tlf.: 27 52 58 62 eller marie.kruse@okf.kk.dk