Mmmm..... cookies...

13. september 2023

Klapjob i Holbæk: ”Alle har noget at bidrage med”

Lejerbo Holbæk vil gerne fremme og styrke den mangfoldige arbejdsplads. Samtidig oplever de, at det kan være svært at finde fleksible deltidsmedarbejdere til driften. Løsningen har vist sig at være beskæftigelses-indsatsen ”Klapjob” under foreningen LEV.

Klapjob hjælper med at etablere kontakt mellem virksomheder og borgere, der har forskellige grader af kognitive udfordringer, og som derfor ikke kan passe et arbejde på almindelige vilkår. For dem er det til gengæld altafgørende at være en del af en arbejdsplads med gode kollegaer og et stærkt fællesskab. Det giver bedre trivsel, livsglæde og stolthed.

Noget og nogen at stå op til
Det kan både Flemming Pedersen og Ruben Kimer Jensen skrive under på. Begge har modtaget førtidspension i cirka 20 år, og har løbende haft både skiftende ansættelser og lange perioder uden arbejde. Gennem Klapjob er de nu ansat 15 timer om ugen i Lejerbo Holbæks driftsteam. Og selvom de blandt kollegaer bliver omtalt som ”vores klapjobbere”, så er de først og fremmest gårdmænd i Lejerbo. Det at have en arbejdsprofil og ikke blot være førtidspensionist finder de begge to stor styrke i. Flemming, som har snart to et halvt års ansættelse bag sig, vil bestemt ikke undvære sit arbejde:

”Her har jeg en hverdag med kollegaer, som jeg kan tale med dagligt. Alternativet til dette job er ingenting. Når jeg har dårlige perioder, er der støtte hele vejen rundt. Jeg kan nok takke mit team for, at jeg stadig står oprejst”, fortæller han med lige dele alvor og smil i stemmen. 

Ruben har mange af de samme betragtninger, også selv om han kun har været en del af teamet i tre måneder: 

”Jeg kommer ud blandt mennesker og får det derfor bedre. Det sociale aspekt vægter højere end alt andet”. 

En ressource for teamet
I driftsteamet er der altid kærlige drillerier og masser af grin, men der findes også et sammenhold og en gensidig respekt, som er med til at gøre Klapjob-ordningen succesfuld. Varmemester Martin Thor, der er Flemmings daglige leder, fortæller uden tøven, at klapjobberne er en klar ressource: 

”Flemming og Ruben er ansat på lige fod med almindelige gårdmænd, og vi stiller de samme krav. Der er ingen rangordning. Selvfølgelig ved vi, at der kan være nogle særlige hensyn, og dem får vi en god snak om. Men de løfter nogle vigtige opgaver og er et kæmpe plus for teamet”.  

Mikkel Christiansen, der også er varmemester, og som har Ruben i sit team, supplerer: ”Jeg kan altså ikke mærke nogen forskel på Ruben og enhver anden medarbejder. Den eneste forskel er, at han har færre timer. Han er aktiv og selvtænkende, og går bare i gang med opgaverne”.

Driver det fremad sammen
Primus motor og tovholder på Klapjob-ordningen i Holbæk er lokalinspektør Ivar Foli. Han fremhæver, at det er vigtigt at evaluere indsatsen løbende, og være i stand til også at tage de svære snakke. 

”Når vi ansætter Klapjobbere, er det fordi, vi mener, at Lejerbo er en arbejdsplads, der kan rumme mange forskellige typer mennesker – og at alle har noget at bidrage med. Men det fungerer jo kun, hvis vi støtter hinanden i at drive det fremad”, fortæller han, og giver samtidigt et skulderklap til varmemestrene, som har en meget stor fortjeneste i, at alle føler sig integreret i teamet. 

”Vi bruger en tredjedel af vores liv på vores arbejde, så vi skal selvfølgelig trives i det og have det godt med hinanden. Og her har vi et hold kollegaer, der lykkes på tværs af forskelligheder”, slutter han med et smil.  


Klapjob kort fortalt 
Klapjob er en landsdækkende beskæftigelsesindsats under foreningen LEV, der hjælper mennesker med udviklingshandicap og andre kognitive udfordringer med ansættelser i skåne- og fleksjob. Skalaen er i denne forbindelse bred, og der er stor forskel på den enkeltes kunnen. Fælles for alle er dog, at de har været igennem et ressourceforløb og er blevet tilkendt førtidspension. 

Helt essentielt for Klapjob-ordningens succes er, at det er lysten, der driver værket. Det er nemlig borgerne selv, der opsøger Klapjob, oftest via et tip fra kommunen eller en behandler. Hos Klapjob bliver de tilknyttet en konsulent, som hjælper dem videre til det rette virksomhedsmatch. Der er altså ikke tale om tvungen aktivering men om en frivillig ordning. 

Forløbet starter med fire ugers praktik, som dog kun kan gennemføres, hvis arbejdsgiver kan tilbyde et job bagefter. Når den ordinære ansættelse er i hus, slipper Klapjob den ansatte. 

Læs mere om Klapjob her