Mmmm..... cookies...

2. september 2025

Arnes bevaringsværdige vænge vist frem

Renoveringen af Arne Jacobsens Islevvænge er langt. Etaperne 1-4, af 6 etaper, er færdige i september, og renoveringen af kulturarven blev vist frem. 

Vi skruer tiden tilbage til 1952. Her står Islevvænge, Rødovre alm. Boligselskab, færdig. Boligafdelingen er tegnet af den verdenskendte danske arkitekt Arne Jacobsen og består af 191 rækkehuse – 137 gule og 54 røde huse. Det er datidens største rækkehusbebyggelse, og afdelingen er et fremragende eksempel på dansk efterkrigsarkitektur og byggeskik. Husene bliver med tiden bevaringsværdige i højeste klasse, men det forhindrer dem naturligvis ikke i at blive ramt af tidens tand.

De bliver gamle, slidte og får alderdomstegn. Der opstår et behov for omfattende udvendig og indvendig renovering, og beboerne siger ja til en renovering til 348 millioner kroner.

I et samarbejde mellem Rødovre Kommune, Landsbyggefonden, afdelingens byggeudvalg og DAB (nu DAB-Lejerbo) bliver en omfattende helhedsplan sat i gang i 2020. Den skal fremtidssikre alle boliger og gøre dem moderne og sunde at bo i. I alle boliger skal køkkener, badeværelser, vinduer og døre udskiftes. Facaderne skal renoveres. Tagene på de gule huse skal skiftes til skifertage, mens tagene på de røde huse skal udskiftes til tegltage. Samtidig skal alle varme,- ventilations- og vandinstallationer udskiftes.

Renovering med respekt 
Vi springer nogle år frem. I august 2025 er renoveringen af de gule rækkehuse næsten færdig, de såkaldte etaper 1-5. Der er undervejs blevet arbejdet med stor respekt for arven efter Arne.

Gamle bygningsdele er nu udskiftet. Facader og konstruktioner er bevaret og genbrugt. Samtidig er energiforbruget sænket med mere og bedre isolering, nye installationer og ventilation med varmegenvinding. Flere boliger er desuden ombygget til tilgængelighedsboliger eller sammenlagt til større familieboliger. 

Det spændende projekt er årsagen til, at omkring 35 medlemmer af Byens Netværk, en forening for alle beskæftiget med byggeri og byudvikling, i slutningen af august møder op til en fremvisning. Her blev der fortalt om de mange overvejelser i den særlige renovering. Deltagerne kunne blandt andet høre projektleder Anders Asbjørn Jensen fra DAB-Lejerbo fortælle.

"Det var et rigtig godt arrangementet, hvor de omkring 35 deltagere stillede en masse gode spørgsmål. Der blev blandt andet debatteret renovering frem for nedrivning. Og der var snak om, hvad der skal til for at bevare en kulturarv som Islevvænge," fortæller projektlederen

Ikonisk, funktionelt byggeri 
Det har haft en stor betydning for forløbet af renoveringen, at der er tale om renovering af kulturarv. 

"Det har været bøvlet, og der har været udfordringer. Men vi har fundet gode løsninger undervejs. Det er meget tilfredsstillende, at vi snart er færdige med de gule huse. Vi er mange, der er stolte af resultatet. Det er et ikonisk byggeri, vi har bevaret. Vi har i samarbejde med entreprenøren haft godt styr på processerne i det omfattende projekt, og det bliver et tæt på mangelfrit byggeri, vi står med ved aflevering," fortæller Anders Asbjørn Jensen. 

Projektleder Peter Jerichau fra DOMUS ARKITEKTER er den anden oplægsholder ved arrangementet. Han forklarer, hvorfor Islevvænge er noget helt særligt: 

"Det er et fantastisk byggeri tegnet af en god arkitekt, der har tænkt sig om. Husene er funktionelle, og man kan mærke, at de er tegnet til mennesker. Hovedgrebet er jo ret godt tænkt – der er skabt forskydninger og private opholdsrum. Det er noget, man mange gange ikke får med i dag, når man tegner nye boligbebyggelser. Det er samtidig et smukt proportioneret byggeri, og det er typisk Arne Jacobsen."  

Islevvænge er en del af vores alles kulturarv, og det er respekteret under renoveringen, hvor boligafdelingen er blevet moderniseret. 

"Vi skal gøre alt for at holde fast i byggerier med den kvalitet, som Islevvænge har. Som arkitekt er det en fornøjelse at renovere videre på en bebyggelse som Islevvænge. Der er ud over de funktionelle kvaliteter også mange arkitektoniske kvaliteter, som man ikke kan opnå med et nyt byggeri. Den binding i arbejdet er en fordel, synes jeg. Vi har gjort, hvad vi kan for at holde fast i de originale proportioner og geometri, og så har vi for eksempel moderniseret badeværelset og køkkenet. Der blev virkelig renoveret ned til, at det kun var ydermure og tagkonstruktion, der stod tilbage, så det har været et stort arbejde," forklarer Peter Jerichau og tilføjer, at rækkehusene ligger omkring et større grønt rekreativt fællesområde. 

Renoveringen er efter planen færdig omkring årsskiftet 2026/2027. De gule rækkehuse er helt klar i februar 2026, og herefter er renovering af de røde huse forsat i fuld gang.