Mmmm..... cookies...

22. november 2024

Tag en flise op!

Vores klima forandrer sig. Vejret bliver hele tiden mere ekstremt. Kortere tid mellem hundredårshændelser, vildere regnvejr, mere tørke, vandstanden stiger.

I forrige weekend var cirka 130 af Lejerbos organisationsbestyrelsesmedlemmer samlet til seminar i Aarhus. På dagsordenen var blandt andet et oplæg af Isa Schipperheijn fra Klimatorium, der ligger i Lemvig og er Danmarks internationale klimacenter.

Naturbaserede løsninger
Isa fortalte først om de klimaforandringer, der foregår her og nu. Derefter blev snakken mere konkret omkring, hvad forandringerne kan betyde ude i vores boligområder – i Danmark er det jo primært regnen og den stigende vandstand, der er et problem, og det har vi også set rundt omkring i afdelingerne i de perioder, hvor der er kommet meget regn. Det har blandt andet betydet, at kældre er blevet oversvømmet. 

Isas fokus var primært at vise tilhørerne, hvilke tiltag de selv kunne gå hjem og sætte i værk efter oplægget. Tiltag, der er lette at gå til og naturbaserede.

”Det handler helt enkelt om, at vi skal have gjort det muligt for vandet at trænge væk, når det regner meget. Det kan vi for eksempel gøre ved at fjerne nogle af vores fliser eller ved at plante nogle af de træer, vi ved kan suge meget vand,” sagde hun blandt andet.

Legehus af piletræer
Isa er faktisk selv tidligere Lejerbo-beboer og -bestyrelsesmedlem.

”Så jeg ved, at sådan nogle bestyrelsesmedlemmer som jer, de er gode til at snakke,” grinede hun, og så satte hun dem ellers i arbejde – deres opgave var at fortælle, hvad de kunne forestille sig at gå hjem at sætte i værk med det samme i forhold til at gøre bedre plads til vandet i deres afdeling.

”Jeg vil gå hjem og løfte nogle fliser op,” sagde et af bestyrelsesmedlemmerne, og refererede til et hollandsk initiativ, som helt basalt gik ud på at tage en flise op af for eksempel sin terrasse og i stedet plante et træ.

”Jeg vil spørge min bestyrelse, om vi ikke skal lave et legehus af piletræer,” sagde et andet medlem – Isa havde nemlig fortalt, at pil er et af de træer, der suger meget vand.

”Hvis Lejerbo og DAB fusionerer, så vil vi være 95.000 boliger i alt. Tænk, hvilken forskel vi kan gøre, hvis vi alle sammen begynder at tænke over de her ting,” sluttede et tredje medlem af. Og det kan der jo være noget om.

sådan kan du gøre plads til vandet

  • Fjern en flise – så vandet lettere kan løbe væk
  • Plant et træ – træer suger rigtig meget vand
  • Lav ’Vild med vilje’ – en græsplæne suger meget lidt vand; blomster suger mere
  • Tag emnet op på afdelingsmødet – få dine naboer med på ideen
  • Start i det små – det skal være overskueligt at komme i gang