Mmmm..... cookies...

31. oktober 2023

Tilbageblik: Børn af Bistruplund

Historier er der mange af, når man i gennemsnit deler mere end 50 års naboskab. Det er netop tilfældet for en gruppe beboere i Bistruplund i Birkerød – de er den sidste generation, der husker koksrummene i kælderen, varmemesteren, der altid delte bolsjer ud, den store blodbøg, loppemarkederne og sommerfesterne på plænen.

Livslang forbindelse
Pedersen, som hedder Bjarne til fornavn, kender Bistruplund som sin egen baglomme. Hans forældre flyttede ind i 1956 og opfostrede en børneflok på syv i en treværelses lejlighed. I det bagerste værelse sov drengene i en køjeseng stablet op i tre etager. Og i 1962 blev Bjarnes konfirmation holdt i afdelingens fælleslokale, som på det tidspunkt have brun træbeklædning på alle vægge. 

Men Pedersen har også viet en stor del af sit arbejdsliv til Bistruplund. I 30 år var han ansat som gårdmand i afdelingen. Og selv om han officielt er gået på pension, tropper han stadig op på det lille værksted i fyrkælderen og sørger for, at der er kaffe på kanden.

”Du er Lundens’ svar på Meyer – du mangler bare kitlen”, siger Conny Birkholm med et bredt smil, og henviser naturligvis til den folkekære vicevært fra tv-serien ”Huset på Christianshavn”. Conny har selv kunnet kalde sig Bistruplund-boer siden 1983, og har været afdelingsformand i mere end 30 år.

Dronningen
At nogle beboere har døbt Conny ”Dronningen af Bistruplund” kan hun kun smile af. Hun betragter sig ikke selv som en dronning, men har altid taget sit arbejde i bestyrelsen seriøst. Nok er hun ikke barnefødt i Bistruplund, men hendes engagement og indgående kendskab til afdelingen er unikt. 

”Vi har virkelig lavet mange åndsvage og sjove ting gennem tiden. Mange sociale arrangementer for både børn og voksne. Og vi var gode til det”, fortæller hun og fortsætter: ”Vi var også gode til at være omsorgsfulde. Det er anderledes nu”.

Skal bæres ud
Henning Petersen aka Maler flyttede ind i 1971 og malede i øvrigt senere de føromtalte brune vægge. Han synes altid, det har været rart at bo i Bistruplund, og kan slet ikke kan forestille sig at bo andre steder. ”Jeg skal bæres ud herfra, det er der ingen tvivl om”, siger han. 

Sådan har Jan Morell det også. I 64 ud af de 70 år, som Jan snart runder, har han boet i Bistruplund. 

”I gamle dage kendte vi alle. Vi løb ind og ud hos hinanden som børn. Det var et trygt sted at vokse op”, mindes han.

Det er kendetegnende for Bistruplund at mange af dem, der er er vokset op i afdelingen, er flyttet tilbage som voksne. De har været væk i en årrække og er siden ”vendt hjem”. Andre er flyttet ind i deres tidlige voksenliv og er blevet hængende. For der er stadig trygt i Bistruplund. 

Ændrede tider
Det er ærlig snak at erkende, at tiderne har ændret sig. Engang var der flere arrangementer og et tættere sammenhold. Dørene var generelt mere åbne og naboskabet mere forpligtende, fordi man var afhængig af hinandens hjælp. I dag er det anderledes. Beboerne har forskellige baggrunde og den enkelte familie har travlt.  

Ikke desto mindre er det tydeligt, at fællesskabet i Bistruplund stadig har en stor betydning. Især for den ældre generation, som holder fast i billardklub og kaffeslabberas. Og så er det da bestemt ikke uvæsentligt, at det årlige fastelavnsarrangement med tøndeslagning for både børn og voksne, stadig er yderst velbesøgt. Bestyrelsen pakker minimum 100 slikposer i dagene op til. 

kort om Bistruplund

Afdeling 8-0 Bistruplund er opført i 1949-50 og er altså blandt de allerførste Lejerbo-afdelinger. Bebyggelsen er tegnet arkitekt Poul Marstrand og består af 12 bygninger, 24 opgange med i alt 126 lejligheder samt 4 erhvervslejemål. Dertil findes et garageanlæg, en fodboldbane og flere grønne områder mellem bygningerne. Bistruplund er et smukt tidstypisk eksempel på dansk murstensarkitektur. Byggeriet er bevaringsværdigt og ligger i øvrigt natursmukt med skovområdet Bistrup Hegn som nabo. 

Du finder afdelingens hjemmeside her