Mmmm..... cookies...

3. oktober 2017

Vi skal hylde vores helte noget mere

Danskernes vilje til at gøre noget for andre er vokset markant de seneste år. Det oplever Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors. Ifølge ham går der mange usynlige helte rundt derude, og måske skal vi alle sammen blive lidt bedre til at klappe hinanden på skuldrene, når vi gør noget godt.

”Jeg synes jo, at jeg møder helte hver dag. Mange af dem gør ikke så meget væsen af sig, men de er derude.” 

Anders Ladekarl sidder og smager på ordet: ”helt”. I hans øjne behøver man ikke være en kappeklædt redningsmand eller redde nogens liv med hjertemassage for at gøre sig fortjent til den betegnelse. Ladekarl er generalsekretær for Danmarks største humanitære organisation. Han har rejst i 135 lande og har været vidne til alverdens krige, katastrofer og nødsituationer. Han har for længst erkendt, at man som enkeltperson ikke kan redde hele verden, men mindre kan også gøre det. 

”Der er så mange folk, som gør noget for andre, alene fordi de ikke kan lade være. Det gør altid stort indtryk på mig at møde den slags mennesker, og i mine øjne er de alle sammen helte. Det kan være ham, der bruger tre-fire timer om ugen på at hjælpe en flygtning med at kommunikere med kommunen. Det kan være hende, der gennem ti år har besøgt Jørgen en gang om ugen, så han ikke skal være alt for alene. Den slags mennesker. Eller det kan være hende, som rejser ud til Yemen for at hjælpe med fare for kolera og alt muligt andet,” siger han. 

Han tager imod på sit chefkontor hos Røde Kors på Blegdamsvej på Østerbro. I gamle dage var det en amtsgård, i dag vajer det velkendte hvide flag med det røde kors over bygningen. Det selvsamme flag sidder også på den lille nål, der sidder i Anders Ladekarls jakke – og vidner om, hvordan kompasnålen i hans liv har set ud de sidste mange år. 

Far viste vejen 
At gøre noget for andre har været naturligt for Anders Ladekarl, så langt tilbage som han huske. Ikke at han havde set for sig, at han skulle ende som generalsekretær for Røde Kors, men lysten til at gøre noget for andre har været der, lige siden han var dreng og voksede op i Randers-forstaden Vorup. 

”Min far var inspektør på den lokale skole. Han var et meget engageret menneske, der gerne ville gøre noget for andre. Alle de år, jeg så ham arbejde med skolebørn, viste han en stor vilje til at hjælpe så mange igennem som muligt. Det var op ad bakke nogle gange, for det var et klassisk arbejderkvarter, jeg voksede op i. Mine skolekammeraters forældre arbejdede som regel på Skandia eller den lokale maskinfabrik, og mange af dem syntes, deres børn skulle se at komme i lære der i stedet for at studere.” 

Anders Ladekarls far arbejdede hårdt for at motivere drengene og pigerne til at få mest muligt ud af deres liv. Og på den måde kom han også til at være en inspiration for sin egen søn. 

”Det var nok mest det, jeg så ham gøre, der inspirerede mig. Jeg husker ikke, at han kom med sådan nogle vigtige læresætninger til mig, men det havde nok heller ikke nyttet så meget, for jeg havde det hurtigt sådan, at han ikke skulle komme og lære mig noget. Da jeg var helt ung, kunne min far og jeg ikke sidde og se en tv-avis sammen, fordi vi var så uenige om så mange ting. Men jeg kan jo se i dag, at han har lært mig noget vigtigt. Gennem alt det han gjorde, viste han mig, hvor vigtigt det er at gøre noget for andre.” 

Det hjælper at protestere 
Anders Ladekarl blev student i 1979. Han kom ud til en verden, der var præget af kold krig og dommedagsfrygt. I historiebøgerne bliver datidens unge ofte kaldt ”nå-generationen”. Det hedder sig, at de nærmest havde givet op og derfor kun kunne sige ”nå” til det hele. 

Sådan oplevede Anders Ladekarl slet ikke sin egen generation. For ham var det en fantastisk tid, hvor mange unge var engagerede i verden omkring dem. Selv blev han også i en ganske ung alder aktiv på den politiske venstrefløj. Der var mange sager at kæmpe for, ikke mindst bedre vilkår for studerende. Anders Ladekarl var en af dem, der tog teten, når der skulle protesteres. At han havde organisatorisk sans viste sig ret tidligt. 

”Som 14-15-årig fik jeg et studenterjob som bogopsætter på det lokale bibliotek. Nogle af de voksne på biblioteket begyndte at snakke om, at vores lønforhold måske var for dårlige. Så vi gjorde noget ved det. Vi ringede ind til radioprogrammet Tværs og fortalte om vores situation. Vi fik vist noget i retning af 4,75 kr. i timen. Gennem Tværs fik vi kontakt til HK, og det viste sig, at vi faktisk var underbetalte i vores kommune.” 

Næste skridt var at få organiseret alle bogopsættere i hele kommunen og få dem med på en faglig aktion. De strejkede i nogle dage, hvorefter Randers Kommune satte lønnen op til 5,20 kr. i timen. 

Det kan måske lyde som en lille sejr. Men for Anders Ladekarl skulle den blive yderst vigtig. Han var gået forrest, og han havde lært, at det godt kunne nytte at protestere, når noget er galt. Det tog han med sig videre. 

”I dag kan jeg se tilbage på et langt arbejdsliv, der har handlet om at engagere og organisere folk omkring mig og få hul igennem til politikere. Det er noget, jeg har trænet gennem et langt liv, og det begyndte allerede dengang. Den slags øvelser, tror jeg, har lige så stor betydning som de formelle uddannelser, jeg har taget.” 

Der skal ske noget 
Senere, da han flyttede til København og begyndte at læse på universitetet, fortsatte han sit aktivistiske virke. Nu blev det ungdomsboliger, der blev hans vigtigste fokus. 

”Jeg syntes, det var urimeligt, at det stort set var umuligt at få lov til at bygge flere ungdomsboliger i København, når ventelisterne på kollegierne samtidig var uendeligt lange.” 

Det måtte der gøres noget ved. Men Anders Ladekarl nøjedes ikke med at råbe op eller skrive læserbreve. 
”Vi etablerede en boligforening, og vi fik fat i en grund, der kunne bruges til formålet. Vi ville ikke bare protestere, vi ønskede rent faktisk, at der skete en forandring.” 

Den historie viser også noget vigtigt om Anders Ladekarl. Hans realistiske indgang til det at kræve forandring. 

”Når jeg ser tilbage, så er det noget, der har fulgt mig hele vejen. Hvis jeg skal engagere mig i en sag, skal jeg kunne se for mig, at der rent faktisk kan komme noget ud af det. For mig må det ikke bare blive principper og drømme. Det jordnære, hvor man arbejder for en konkret forandring, trækker mest i mig. Jeg var ikke den, der stod og råbte op om revolution og samfundsomvæltning, det var mere de her konkrete og målrettede sager, der trak i mig. Jeg vil gerne gøre en forskel for mennesker her og nu - ikke en eller anden gang i en udefinerbar fremtid. I dag står der ude på Amager en bygning med ungdomsboliger, som er resultatet af det arbejde, vi gjorde dengang. Det føles godt at kunne se forandringen helt konkret.” 

Frem med heltene 
Samme indstilling oplever Anders Ladekarl hos mange af de frivillige i Røde Kors, han i dag vælger at omtale som ”helte”. Der er 35.000 af dem, og organisationen oplever i disse år en stor vækst på netop det område. 

”Der er en klar tendens til, at danskernes vilje til at gøre noget for andre stiger i disse år,” siger han. 

Hos Røde Kors afspejler det sig i antallet af frivillige. Og det har vist sig ekstremt tydeligt på de folkemøder, organisationen på det seneste har arrangeret rundt omkring i landet, hvor helt almindelige danskere er mødt op for at snakke om, hvordan man hjælper nyankomne flygtninge. 
”Tusindvis af mennesker møder op, og det er ikke for at diskutere, hvor mange eller hvor få mennesker, der bør komme til Danmark. Det er for i fællesskab at forholde sig til, hvordan vi rent faktisk tager imod dem, der er her.” 

Anders Ladekarl betegner det som en bevægelse fra ”like”-aktivisme til rigtig aktivisme. 

”Mange af dem, der melder sig, er lede og kede af den politiske udvikling, men de orker ikke at gå ind i det. De har ikke lyst til mudderkastningen. De vil ikke blive svinet til på Facebook, når de går ind i en diskussion om islam, eller om hvorvidt der findes fattigdom i Danmark. De vil bare GØRE noget. Hjælpe nogle af de mennesker, de møder i deres område.” 

Det er dem, der er helte i Anders Ladekarls univers. Og hvis det stod til ham, kunne vi godt bruge noget mere energi på at fortælle historier om dem, så vi alle sammen kan se, hvor stor en indsats de gør, og hvor meget det betyder. 

”Jeg synes faktisk, vi er lidt karrige med at bruge et ord som ”helt” i Danmark. Vi er ikke meget for at sætte folk op på en piedestal – og måske heller ikke gøre alt for meget ud af de ting, vi selv får til at ske. Vi skal hylde vores helte mere, synes jeg. Løfte dem op og vise noget respekt og taknemmelighed over, at der er mennesker, der ser ud over deres egen næsetip.” 

Tekst: Tommy Heisz, Foto: Jacob Nielsen