Mmmm..... cookies...

18. september 2019

Alle vores boliger for 300 kroner!

Vi har ændret på den måde, alle vores boligsøgende betaler for deres opskrivning på ventelisten.

Alle ventelister for 300 kroner
Tidligere har det kostet 300 kr. årligt at stå på ventelisten til hver enkelt boligorganisation, der typisk dækker alle Lejerbos boliger i en kommune. Men fra 1. oktober 2019 skal du kun betale 300 kr. pr. år for at stå på ALLE ventelister. Du kan altså gratis tilføje ligeså mange organisationer, som du ønsker, uden at skulle betale mere end 300 kr. årligt. Dog skal du være opmærksom på, at indtil du har betalt for din venteliste næste gang, vil du blive opkrævet 300 kroner, når du tilføjer nye boligorganisationer første gang. Din årlige betalingsfrist vil blive flyttet til denne nye dato. 

Ventelisten og din anciennitet følger stadig hver enkelt organisation på samme måde som tidligere. Du kan altså ikke tage din anciennitet med fra én organisation til en anden. 

Står du i dag på den interne venteliste vil det stadig koste 300 kr. pr. år. Den nye prisstruktur gælder kun for den eksterne venteliste.

Tjek din venteliste
Står du allerede på ventelisten til en eller flere af vores boligorganisationer, er det en rigtig god ide at få tjekket din venteliste, så vi er sikre på, at alt er samlet på den samme profil hos os. Derfor må du meget gerne logge på www.lejerbo.dk og tjekke din venteliste. 

Hvis du mener, at du står på ventelisten i flere forskellige boligorganisationer end der fremgår af din profil, så er det formentlig, fordi dine ventelister ligger fordelt på flere forskellige profiler hos os. Derfor må du meget gerne kontakte os på kundeservice@lejerbo.dk, så vi kan få ryddet op. Så kan vi nemlig også sørge for, at du ikke fremover kommer til at betale for meget for at stå på ventelisten, nu hvor du frem over kan være skrevet op i flere boligorganisationer for 300 kroner. 

Hvis du har problemer med at logge på eller slet ikke har en profil på www.lejerbo.dk, så skriv til login@lejerbo.dk.

Boligtilbud på brev koster fremover 200 kr. årligt
Siden starten af 2017 har det været muligt at modtage boligtilbud fra Lejerbo på e-mail. Det er der rigtig mange boligsøgende, som allerede har sagt ja til. Boligtilbud på mail er både lettere og hurtigere, fordi du får tilbuddet ud med det samme og ikke skal vente på posten. Desuden er det også langt billigere, fordi vi kan spare både på print og pakning af brevet og selvfølgelig porto. Derfor har vi valgt at indføre et brevgebyr på 200 kr. årligt. 

Hvis du ikke er tilmeldt boligtilbud pr. e-mail, men gerne vil undgå at betale brevgebyret, kan du logge på din profil på Mit Lejerbo og ændre, så du fremover modtager boligtilbud pr. email. Det koster ikke noget at modtage mail-tilbud. 

Du logger på her

Hvis du har problemer med at logge på eller slet ikke har en profil på www.lejerbo.dk, så skriv til login@lejerbo.dk.