Mmmm..... cookies...

31. januar 2018

Ikke to er ens!

En almen boligafdeling kan se ud på mange forskellige måder. Der kan være store etagebyggerier, rækkehuse, kollegier, seniorbofællesskaber osv. Her på siden har vi samlet noget af forskelligheden. Og med mere end 43.000 boliger i Lejerbo-fællesskabet er der nok at vælge mellem … 

Klassiske mursten
Det er ikke nødvendigvis almene boliger, man forbinder med københavner-bydelen Christianshavn. Men faktisk har Lejerbo København en række afdelinger netop her. En af dem er afdelingen Bodenhoffs Plads med 242 familieboliger og 3 ungdomsboliger. Det klassiske, gule murstensbyggeri ligger godt placeret lige ved Christianshavns hyggelige kanaler. 
 
Træhus i det gamle kvarter
Tøjhushavekvarteret i Randers har siden Tøjhushavens anlæggelse i 1801 været et rekreativt område i byen. I 1997-2004 gennemgik boligerne i området et stort kvarterløftsprojekt, og det medførte, at Lejerbo Randers byggede såkaldt fill in-byggeri, hvor nyere bygninger fyldte huller ud imellem det eksisterende. Et af de nye huse ligger på Tøjhushavevej 10 og er en del af Lejerbos afdeling i området. Tøjhushavevej 10 er opført på basis af det koncept for etagehuse af træ, som kaldes ”Casa Nova”. 
 
Nybyggede rækkehuse
Var det ikke noget med et nybygget, lækkert, energivenligt rækkehus? Det var der en flok heldige beboere, der fik i 2015, hvor de flyttede ind i et af Fasanvangens 18 lejemål i Ishøj syd for København. Rækkehusene er alle på 110 m2 fordelt over 2 etager. Ud over at boligerne har lækre sydvendte altaner og egne haver, så er de i øvrigt også Danmarks første almene boliger med DGNB-certificering, som betyder, at der er tale om særdeles bæredygtigt byggeri og derfor også med meget lave udgifter til forbrug.
 
Parcelhusidyl i Haslev
I Haslev kan du i Lejerbo-afdelingen Vibevej, Tranevej og Stengårdsvej få dit helt eget parcelhus på 3 eller 4 værelser bare 500 m fra bymidten. De 27 huse har alle egen have og kælder samt beboelse i stuen og på 1. sal. Og som om det ikke er godt nok i sig selv, så må de heldige beboere også opsætte en brændeovn for ekstra hygge på kolde dage. 
 
Højhusene ved fjorden
Helt nede ved Kolding Fjord ligger Fjordparken og Kløvervej. I de to afdelinger er der tilsammen 405 boliger med alt fra 1 til 5 værelser. Blokkene er på hhv. 12 og 15 etager, og fra boligerne er der en skøn udsigt over både fjorden og Kolding by. I området er der lækre grønne arealer med legepladser, hoppepude og grillpladser med rig mulighed for at hygge sig og nyde fjordudsigten.
 
De sjove
I den lille by Grindsted ca. 17 km nord for Aalborg og tæt på de naturskønne områder ved Hammer Bakker ligger Lejerbo-afdelingen Kornelparken. Her er der 16 hyggelige rækkehuse med terrasser og haver, men én ting adskiller afdelingen fra så mange andre rækkehusbebyggelser. Boligerne har nemlig en hyggelig, overdækket glasarkade mellem sig. Arkaden bruges bl.a. som det naturlige samlingssted for beboerne.