Mmmm..... cookies...

1. marts 2017

Ny forretning i cirkulært byggeri

Cirkulært byggeri indebærer, at man allerede i designet af en bygning ved, hvordan den skal skilles ad igen. Det kan åbne helt nye forretningsområder for entreprenører og andre af branchens virksomheder, vurderer MT Højgaards salgsdirektør.

At bygge efter den cirkulære økonomis principper kræver ikke radikalt nye produkter, men primært at de produkter, der bygges med, er tænkt på nye måder. Byggematerialerne skal kunne skilles ad, og de brugte materialer skal kunne genbruges med næsten samme værdi. Det betyder, at man allerede i designet af en bygning skal medtænke, hvordan den kan tages ned igen. Design for disassembly.

”For entreprenører og andre af byggebranchens virksomheder ligger der er nyt forretningspotentiale i en cirkulær byggeøkonomi,” forklarer salgsdirektør John Sommer fra MT Højgaard.

Som eksempel på et nyt muligt forretningsområde peger han på, at der kan opstå nye virksomheder, som kan vurdere værdien af og tage ansvaret for materialerne i de bygninger, der skal tages ned og genanvendes. Dette er ikke kun relevant, når bygningen har udtjent sin rolle, men også i forbindelse med restaurering, renovering og omlægning af bygningen til nye funktioner. Her har bygherren behov for at have en klar vurdering af priserne på og værdien af de enkelte materialer.

”Når vi i MT Højgaard projekterer et byggeri, bruger vi en VDC 5D til synliggørelse og optimering af alle processer i byggeriets opførelse. Vi kan i denne simulering tilføje en ekstra dimension, så vi kan estimere de enkelte byggeelementers værdi over tid og dermed holde styr på, hvordan de er blevet vedligeholdt. Det gør os i stand til at vurdere til hvilken pris, de vil kunne sælges til genanvendelse,” forklarer John Sommer og tilføjer, at en sådan funktion for alvor vil kunne gøre cirkulært byggeri attraktivt for bygherrerne.

Opdeling af bygningsdele i kategorier med defineret levetid kan også sikre en flexibel bygning.

Og skal der gang i cirkulært byggeri i Danmark, må efterspørgslen ifølge John Sommer komme fra bygherrerne. Hvis efterspørgslen er der, skal branchen nok kunne levere; for cirkulært byggeri kræver ikke større teknologisk innovation.

Fra nedrivning til nedtagning
En del af omstillingen til cirkulært byggeri er, at nedrivning skal erstattes af nedtagning, og at brugte byggematerialer skal i cirkulation i de store byggerier.

”Nedtagning vil kunne blive et andet nyt forretningsområde for entreprenørvirksomheder. Hvis byggeriet er designet til at kunne skilles ad igen, vil det oplagt være os, der både tilrettelægger opførelses- og nedtagningsprocessen – i samarbejde med de fremmeste leverandører og de virksomheder, der i dag står for nedrivningen,” siger John Sommer.

Han vurderer derimod, at selve genbrugssalget af byggematerialer ikke ligger naturligt hos entreprenørerne, fordi de er ikke gearede til at have de større varelagre, et sådant salg formentlig vil indebære. Her forventer han, at materialeproducenterne eller helt nye virksomheder vil komme ind og tage den markedsmulighed, der skabes, som en del af den cirkulære økonomi. Materialeleverandørerne opererer i forvejen med lagre og har det nødvendige maskineri til at foretage de småreparationer, de brugte materialer måtte have brug for. Her ud over har materialeleverandørerne en kapitalstruktur, der i højere grad tilsiger, at man har lagre af materialer.

Behov for stærkere samarbejde
MT Højgaard har sammen med GXN skrevet den bog, Building a Circular Future, der er udgangspunktet for initiativet Circle House. Bogens businesscase viser, at den traditionelle udgift til nedrivning gøres til en indtægt i cirkulært byggeri, fordi de brugte byggeelementer fortsat har en betydelig værdi, hvis bygningen er designet til at kunne adskilles.

”Ideelt set skal vi kunne nedtage et hus baglæns i forhold til opførelsen af det. Det betyder, at den måde, vi konstruerer bygningerne på, skal tænkes godt igennem, så de ting, der skal udskiftes først, er let tilgængelige. I en sådan proces er vores VDC 5D projekteringssystemer nødvendige for at bevare overblikket,” forklarer John Sommer. Han er sikker på, at cirkulære byggeprincipper vil stille større krav til samarbejdet mellem arkitekt, ingeniør og entreprenør – en udvikling, der i forvejen er efterspurgt i branchen.

”I Circle House sidder vi hele værdikæden – arkitekter, entreprenører, ingeniører, nedrivere og materialeproducenter – for sammen at finde de bedste måder at designe Circle House-byggeriet på. Samarbejdet vil stensikkert betyde, at vi sammen og hver især får etableret nye partnerskaber og udbygget vores forretningsområder, så vi kan levere, når efterspørgslen for alvor måtte vise sig,” siger John Sommer.

Han understreger også nødvendigheden af, at mange i branchen træder med ind i det nye cirkulære byggeparadigme:

”Det her er ikke noget, enkelte virksomheder kan tage patent på. Hvis det skal rykke, må store dele af branchen melde sig på banen. Derfor er vi også flere entreprenører, flere arkitekter, flere ingeniører osv. om bordet i projekt Circle House. Og de, der ikke er med i den inderste kreds, har vi inviteret til at diskutere løsningerne med os undervejs i processen,” forklarer MT Højgaards salgsdirektør.